I alt tre husejere har forsøgt at hæve handlen, fordi byggeriet skulle være solgt til dem under falske forudsætninger.
Først var det kun husejeren Michael Steffens, der ønskede at hæve handlen, da han havde et forbehold med i købsaftalen.
– Vi tog et klokkerent forbehold for, at ejendommen var sikret behørigt i forhold til vandstandsstigningerne, Med den viden vi har nu, og som vi ved, bygherre havde, da de byggede, så ville vi aldrig have købt huset, og derfor kræver vi handlen ophævet, har Michael Steffens tidligere udtalt.
De to andre husejere havde ikke taget samme forbehold ved købet af boligen, hvorfor de i første omgang ikke mente at have belæg for at ville hæve handlen.
Men i marts var der dukket nyt materiale op i sagen, som ifølge de to parter ændrede på det. Påstanden var blandt andet, at boligerne er udbudt og solgt med mulighed for korttidsudlejning, uden at det egentlig er tilladt ifølge byggetilladelsen til boligerne.