Se det første billede af nye elbusser

TRAFIK | Torsdag 29. maj 2025 • 19:00
TRAFIK | Torsdag 29. maj 2025 • 19:00

De første Zhongtong-elbusser til BAT er i produktion. Om nogle måneder kommer de første fem og til årsskiftet ruller de næste ti ind på Bornholm.

15 elbusser fra det kinesiske mærke Zhongtong Bus ruller i løbet af 2025 og 2026 ud på de bornholmske veje. Tidende kan nu vise et billede af de nye busser, hvoraf de første fem kommer til Bornholm om nogle måneder.

Det er danske Hessel Bus, der har vundet opgaven om at levere 15 fabriksnye elbusser med en option på fem yderligere, hvis der er politisk opbakning til det.

– Zhongtong er et kinesisk busmærke, som har produceret busser siden 1952. De 4.000 ansatte producerer mere end 30.000 busser om året, har Søren Christensen, der er salgsdirektør i Hessel Bus, tidligere fortalt.

– Det er 100 procent busdedikation, idet de ikke producerer andet end busser, og derfor er højt specialiserede og regnes for at være et af de førende kvalitetsmærker der producerer busser i Kina.



BAT's trafikchef, Niels Rasmussen, har sendt dette fotografi af en af de kommende elbusser på Bornholm. Busserne skal transporteres fra Kina til Danmark med skib, og det tager cirka seks uger. Herefter skal busserne klargøres i Køge og derefter sendes til Bornholm. Eget foto

 

Røde busser

Hvor de bornholmske busser i dag er gule, bliver de nye busser leveret i en rød farve. Dermed vender BAT tilbage til den gamle farve, for rutebusserne på Bornholm har tidligere været røde.

– Det har været et politisk ønske og blev besluttet af BAT's rådgivende bestyrelse sidste år, fortalte BAT's trafikchef Niels Rasmussen i august i forbindelse med afgørelsen af udbuddet, hvorefter han henviste videre til bestyrelsesmedlem Bjarne Hartung Kirkegaard, der også sidder i kommunalbestyrelsen for Kristendemokraterne.

– BAT's logo er jo rødt og grønt ligesom det bornholmske flag. Det er det blandt andet, fordi tidligere trafikchef Jørgen Hammer var meget optaget af netop at tage udgangspunkt i det bornholmske flag med de to farver. Idéen var, at de røde busser kørte igennem det grønne landskab på Bornholm, fortalte Bjarne Hartung Kirkegaard, der tilføjede:

– Jeg har sagt til Niels, at jeg synes, vi skulle være opmærksomme på at komme tilbage til det, så de ikke er blå, gule og andre farver - men at de er BAT-farvede ligesom logoet. Det synes han var en meget god pointe.

Emnet blev derfor vendt i den rådgivende bestyrelse, og der var enighed om, at det var en god idé at beholde de bornholmske farver.

– Vi kunne nok ikke male alle eksisterende busser om, fordi det koster penge, hvis der skal maling til alle. Men vi kunne godt sætte det som en af de ting, der gjaldt ved nye busser, sagde Bjarne Hartung Kirkegaard i august sidste år.

Alle de kommende 15 elbusser vil være 12 meter lange. Næste omgang elbusser kommer efter planen til Bornholm ved årsskiftet, har Niels Rasmussen tidligere oplyst.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT