I dag er Anne Eva Madsen Christiansøs postbud for Postnord. Det har hun været siden årtusindeskiftet. Om hun skal fortsætte som postbud på øen efter årsskiftet, når brevomdelingen stopper, er ikke afklaret endnu, oplyser hun.
Et selskab, der dog har tænkt sig at fortsætte præcis som nu, er Dansk Avis Omdeling - også kendt som DAO.
– Dao omdeler breve, magasiner, pakker og dagblade til Christiansø og har gjort det i adskillige år. Vi har tænkt os at fortsætte præcis som nu. Omdelingen foretages af Bornholms Tidende, oplyser administrerende direktør Hans Peter Nordstrøm Nissen.
– Vi er særdeles tilfredse med Tidendes omdeling overalt på Bornholm og også på Christiansø. Det bliver således Tidendes omdelere, der kommer til at stå for omdelingen af alle de breve og magasiner, som nu omdeles af Postnord. Jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt, lyder det videre.
Fra GLS, der er en anden pakkedistributør, lyder det, at selskabet holder fast i sine nuværende produktydelser og derfor ikke kommer til at stå for brevomdeling.