I maj har kommunalpolitikerne fået en orientering om sagen - men på et lukket dagsordenspunkt, hvorfor offentligheden ikke ved, hvad politikerne i detaljer er blevet orienteret om. BAT har dog selv oplyst, at sagen muligvis kan ende ud i et juridisk efterspil.
Nogle af elbusserne er dog igen ude på rutenettet som en del af den daglige busdrift. Det drejer sig om de to på 12 meter. Formålet er blandt andet at indsamle data om fejl og mangler på busserne til at underbygge sagen med, har Niels Rasmussen tidligere oplyst. Han har samtidig forsikret, at busserne kun kører, når det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
– Når de så kommer op at køre og fungerer, kan vi lige teste dem igen, indtil de så på grund af en eller anden teknisk fejl tages ud af drift og ikke er forsvarlige at køre i. Det har været problemstillingen generelt, sagde trafikchefen til Tidende i slutningen af april.