Stolte forældre så Mathias spille i Singapore

Stolte forældre så Mathias spille i Singapore
Mathias Christiansen og forældrene Tine og Lars. Her ses de i april, efter sønnen genvandt DM-titlen med Vendsyssel. Arkivfoto: Vendsyssel Elite Badminton
SPORT | Søndag 11. juni 2023 • 18:10
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | Søndag 11. juni 2023 • 18:10

Lars og Tine Christiansen så søndag deres søn Mathias vinde karrierens største titel sammen med makkeren Alexandra Bøje. Forældrene havde nemlig taget turen fra Allinge til Singapore.

Da både Lars og Tine Christiansen fyldte 60 år, gav deres børn, Mathias og Marie, dem en rejse i fødselsdagsgave. Rejsen var en tur til Indonesien, så de kunne se Mathias spille Indonesian Open, som begynder i denne uge. Men da de skulle mellemlande i Singapore, valgte de at blive i østaten, så de også kunne se sønnen spille med i Singapore Open - og det har de ikke fortrudt.

Mathias Christiansen vandt nemlig søndag turneringen sammen med Alexandra Bøje, hvilket er parrets største triumf sammen på badmintonbanen, siden de blev et par i 2019.

– Det er simpelthen fantastisk, siger Lars Christiansen, som flere gange måtte udsætte rejsen videre til Indonesien, da Mathias og Alexandra blev ved med at vinde, også selvom de mødte modstandere, som var bedre placeret på verdensranglisten.

– Det har været unikt at sidde i hallen og se dem spille noget af det bedste badminton, jeg nogensinde har set dem spille. De spillede begge to på topniveau, og de holdt hovedet koldt, når de kom i en dårlig periode. De spillede bare fantastisk hele vejen igennem. Det her er højdepunkt i rigtig mange ting, jeg har oplevet i badminton, fortæller en stolt far, som selv er formand for DGI Bornholms badmintonudvalg.

Hverken Lars eller Tine har været i Asien før, da de normalt ikke bryder sig om at sidde mange timer i en flyvemaskine, men oplevelsen i Singapore har allerede været hele turen værd.

– Det var meget interessant at se, hvordan Mathias han forbereder sig til hver kamp i en turnering. Både kropsligt, mentalt og fysisk og hvad han skal spise og hvornår. Men det handler ikke bare om badminton, vi skal også opleve Indonesien og se nogle af de ting, som Mathias før har set. Han taler jo også selv indonesisk, så han skal være vores guide, fortæller Lars Christiansen.

Det bliver dog lidt begrænset, hvor meget tid Mathias får til at vise forældrene rundt i Indonesien, for onsdag skal han og Alexandra spille deres første kamp i Indonesia Open. Og når parret forhåbentlig også har vundet den turnering, så vender Lars og Tine hjem til Allinge igen.

Til sommer kommer Mathias Christiansen og Alexandra Bøje i øvrigt til Bornholm, for de skal være gæsteundervisere i en sommerskole for unge spillere. Sommerskolen afvikles den 3.-5. juli i Aakirkeby-Hallerne.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT