Hvis der i øvrigt er nogle tennisinteresserede, som kan genkende navnet Henning Lundsfryd, så er det, fordi han tidligere har været ansat af tennisforbundet til at modernisere Bornholm Open, som var et stort stævne gennem firserne og halvfemserner. Og selvom det er nogle år siden, at han havde noget at gøre med det hedengangne arrangement, så håber han, at det kan blive genoplivet.
– På et tidspunkt prøvede jeg at sparke lidt liv i Bornholm Open, men det var lidt sværere end som så. Men jeg ved, at der er mange, der gerne vil gøre det igen. Som det var gennem firserne og halvfemserne med Bornholm Open, var det jo virkelig stort, og jeg tror, at det ville være rigtig spændende, hvis man kunne gøre det samme igen.
– Da jeg i min tid ville prøve at gentænke det, så ville jeg modernisere det, så det var rigtig meget for turister, og så kunne der være lidt camp-stemning over det. Men det kræver tid og planlægning og også mere end det måske gjorde i sin tid, fordi folk har mere travlt i deres hverdag og skal planlægge langt ud i fremtiden. Der var man lidt mere impulsiv i de gamle dage.