Efter tre års ventetid: 550 gymnaster skal på gulvet

Efter tre års ventetid: 550 gymnaster skal på gulvet
DGI holdt senest forårsopvisning i Aakirkeby-hallerne i 2019. Her er det svanekepiger, der giver deres opvisning
. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
SPORT | AAKIRKEBY | Søndag 20. marts 2022 • 17:30
Jesper Gynther
Journalist
SPORT | AAKIRKEBY | Søndag 20. marts 2022 • 17:30

Corona har de sidste to år forhindret de traditionsrige forårsopvisninger i gymnastik, men i år byder DGI Bornholm Gymnastik og Fitness igen til forårsopvisning. Det sker den 26. og 27. marts i Aakirkeby-hallerne. 

Såvel i 2020 som i 2021 blev langt størstedelen af gymnastikkens forårsopvisninger aflyst, og mange gymnaster og instruktører blev snydt for at vise det frem, som de havde arbejdet på hele sæsonen.

I de bornholmske gymnastikforeninger er de lokale forårsopvisninger allerede godt i gang, og i næste weekend samles en række af øens hold til den traditionsrige forårsopvisning i Aakirkeby-hallen.  

Formand for DGI Bornholm Gymnastik og Fitness, Betina Noltensmejer, glæder sig til, at forårsopvisningen igen kan blive den kulmination på gymnastiksæsonen, som den har været i så mange år.

– Jeg er så glad for, at vi endelig igen kan mødes til forårsopvisningen. For mange gymnaster er netop forårsopvisningen sammen med den lokale opvisning den eneste mulighed, som de har for at vise det frem, som de har arbejdet med og øvet sig på i en lang sæson. Det er de blevet snydt for i de seneste to år. Men nu er der endelig mulighed for at samles til opvisninger igen - til masser af energi og glæde, siger hun i en pressemeddelelse.

Gymnastikglade eksilbornholmere på besøg

I løbet af weekenden kommer der indslag fra 25 hold. Begge dage afsluttes med galla-opvisning af DGI Bornholms Landsdelshold. Lørdag den 26. marts afvikles der også håndgangsmesterskaber, hvor det skal afgøres, hvem der kan gå længst på hænder.

Det er også lørdag, at gæsteholdet fra København, ”Hvemve”, kommer på gulvet. Holdet består af bornholmske gymnaster, der er flyttet til København, og som samles for at dyrke sin fælles interesse for gymnastik. De har også glædet sig til at komme ”hjem” og vise, hvad de har arbejdet med i vinterens løb. 

– Jeg håber, at publikum vil komme og bakke op, så gymnaster og instruktører får en god oplevelse på gulvet. Det fortjener de efter et par sæsoner, der har budt på benspænd med lukkede haller og aflyste træninger. Jeg tør godt love, at alle gymnaster og instruktører vil gøre deres bedste og bringe glæden ved bevægelse ud til publikum, fortæller Betina Noltensmejer.

Opvisningerne begynder begge dage med indmarch klokken 10.30, hvor samtlige hold kommer på gulvet. Det samlede program for de to dage kan ses på DGI Bornholms hjemmeside www.dgi.dk/bornholm.



FÅ ABONNEMENT