Kendt sanger køber sommerhus i Allinge: 'Du kan ikke undgå at blive inspireret her'

Kendt sanger køber sommerhus i Allinge: 'Du kan ikke undgå at blive inspireret her'
Ida Corr er især kendt for megahittet 'Let Me Think About It' fra 2006. Fredag aften gav hun den gas i Allinge, da hun sammen med sit nye band Kiki spillede en gratis koncert for at hjælpe familier med kræftramte børn. Foto: Jesper Gynther
NYHED | ABONNENT | 16. JUL 2023 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
NYHED | ABONNENT
16. JUL 2023 • 05:30

Sangeren fra Aarhus kommer fremover til at bruge en del mere tid i Allinge. Her har hun købt et sommerhus, fordi hun er imponeret over det løft, som det kreative musikmiljø har fået i området.

Fredag aften gav Ida Corr en gratis koncert på Pension Slægtsgaarden i Allinge i forbindelse med Charity Golf Bornholm-ugen, hvor der bliver samlet penge ind til familier med kræftramte børn.

Det var nemt for hende at finde overnatning, for hun har købt et sommerhus i byen, som hun er blevet helt vild med.

– For det første er naturen fuldstændig sindssyg smuk, og så er der et meget stort kreativt liv her, siger hun og fremhæver de mange koncerter, som hver sommer bliver spillet på Gæstgiveren.

– Der er en virkelig god energi både for børn, teenagere og voksne, og der er kreativitet, fest og god mad, og der er smukt og gode mennesker. Så vi tænkte bare, at hvis vi skulle købe sommerhus et sted, så skulle det selvfølgelig være her, siger hun.

Som sanger er hun stort set altid på farten for at give koncerter i ind- og udland, men hun forventer, at hun kommer til at være i sommerhuset tre uger om året. Hun var her i vinterferien, og hun forventer at komme tilbage en uge mere inden nytår.

– Og så bliver man jo lokal lige pludselig, og så kan det godt være, man begynder at spille mere herover, siger hun og understreger, at hun er dybt imponeret over, hvordan musikmiljøet har udviklet sig på Bornholm de senere år.

– Det er jo ikke New York, det er en ø, så jeg synes virkelig, det er imponerende og super inspirerende, at den har formået at få sådan en kæmpe musikkultur. Jeg synes virkelig, man kan mærke det kreative flow, og det er jo ikke kun inden for musikmiljøet, at der er kommet et kæmpe løft. Det har det også med keramik og alle mulige andre kreative ting.

– Men musik er jo mit virke, så det er især der, jeg lægger mærke til det, siger hun og fortæller, at hun også er imponeret over den mentalitet, som både de lokale og gæsterne ovrefra viser.

– Der er enormt højt til loftet. Både dem der bor her og kommer herover har lyst til bare at løfte energien op. Og det er jo noget af det, som det kreative arbejde kan gøre. Det er et frirum, vi alle sammen kan finde ind i.

Kommer der til at opstå sange her, mens du er i sommerhuset?

– Det gør der 100 procent. Mine sange er jo skrevet ud fra oplevelser, og nu er jeg så priviligeret at have så mange dejlige venner, der tager med over nu. Jeg tror, vi er 14 herover i år, som er taget med over og bor i vores sommerhus og har lejet sig ind ved siden af. Så vi får alle de her sommeroplevelser sammen. Det er jo en kæmpe kærlighedsglæde. Du kan ikke undgå at blive inspireret her.

– Så det kan være, der kommer en bornholmsk plade en dag.

Ida Corr til lydprøve på Pension Slægtsgaarden, hvor hun synger Kikis nye sang 'All Eyes On Me'. Video: Jesper Gynther

 

Vil hjælpe englemennesker

At Ida Corr fredag gav en gratis koncert i Allinge skyldes, at hun gerne ville støtte op om Charity Golf Bornholm-ugen, som eksilbornholmeren Jesper Pihl står i spidsen for. Der bliver nemlig samlet penge ind til bornholmske familier med kræftramte børn, og det går lige i hjertet på den tidligere X Factor-dommer.

– Jeg er selv mor til en søn på 11 år, og jeg kan ikke forestille mig noget sværere end at ens barn har kræft. Jeg ved godt, at det måske er en dråbe i havet, men hvis jeg kan gøre et eller andet eller bare skabe noget awareness, så vil jeg rigtig gerne hjælpe til. Børn er jo det mest unikke og vigtigste i verden, siger hun.

– Mit arbejde er ofte meget festligt og overfladisk, men helt ærligt er noget af det smukkeste ved mit arbejde, at jeg kan få lov til at hjælpe lidt ved at synge.

Du kunne sikkert fylde hele dit kalenderprogram med velgørenhedskoncerter, men det kan du vel ikke gøre, for du skal jo også tjene nogle penge ligesom alle os andre?

– Jeg tager det ind, som kan lade sig gøre, og så gør jeg ligesom alle mulige andre og betaler til noget velgørenhed hver måned og prøver at hjælpe på den måde.

– Og så har vi jo lavet det her band, som hedder Kiki, som handler rigtig meget om næstekærlighed og især børn. Vores sang ”All Eyes On Me” handler om, at vi skal løfte verden for børnene. Det er dem, der skal tage over, og det er de vigtigste og mest sårbare. Så jeg vil sige, at de ting der har med børn at gøre, står mit hjerte rigtig nær.

Ida Corr var sidste år med som gæst til Charity Golf Bornholm-ugen, fordi hendes ven Shaka Loveless gav koncert, og det var her, at hun faldt i snak med Jesper Pihl. Og så var hun solgt.

– Jeg kender ham ikke særlig godt, men vi skal hjælpe de englemennesker, vi har i verden. For rigtig mange mennesker kan det være svært at overskue at være primusmotor på store ting, og det mindste vi kan gøre er at bakke op om dem.

Spiller du selv golf?

– Nej, det gør jeg ikke. Men igen han kan gøre det på sin måde, og jeg kan gøre det på min måde, som så er musik. Jeg tror ikke, jeg skal ud at spille golf. Jeg tror, det vil være synd for både banen og alle de andre, siger Ida Corr, som ikke gav en solokoncert på Pension Slægtsgaarden.

– Nej, jeg har lavet et nyt band - Kiki - med Nicolai Achton (som er hendes kæreste, red.), fordi jeg havde brug for at prøve at lave noget helt nyt. Nu har jeg været Ida Corr i mange år, og jeg havde brug for bare at finde en nyforelskelse i musikken og være lidt fri af brandet, eller hvad folk forventede. Lave et helt nyt eventyr og starte helt forfra. Helt fra nul.

– Så vi har simpelthen lavet vores egen nye musik og så tager vi rundt og dj’er og spille sange, som vi elsker selv. Og så synger jeg live til de sange, vi har skrevet, og så synger jeg også lidt af mine egne sange fra før, siger Ida Corr, som har sange som 'Let Me Think About It', 'Ride My Tempo' og 'Naughty Girl' på CV'et.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT