Skoler vil få deres adgang til svømmehallen reduceret fra 35 timer om ugen til 17 timer om ugen, og der vil kun være adgang til 25 meter- og springbassinerne. I januar havde skolerne reserveret Rønne Svømmehal i 12 timer om ugen, og oplægget til reduktion er således baseret på et reelt forbrug.
Også klubber og foreninger kan se frem til at få ændret deres vilkår for brug af svømmehallen. I dag er 35 timer fordelt på fem hverdage afsat til denne gruppe. I oplægget tilbydes den i stedet 25 timer om ugen i børnebassinet samt 23 timer om ugen i 25 meter- og springbassinerne fordelt på syv dage om ugen.
Grundtanken er at udnytte svømmehallens tre bassiner optimalt ved at have flere brugergrupper i hallen samtidig.
Derfor lægger udkastet til en ny samarbejdsaftale op til flere samtidige aktiviteter i separate bassiner for at udnytte den fulde kapacitet. Det giver mere aktivitet med samme energiforbrug. Tekniske installationer som pumper og ventilation kan nemlig ikke lukkes ned, hvis der ikke er aktivitet midt på dagen, men skal køre kontinuerligt fra en time inden åbning til en time efter lukning. En uudnyttet hal er derfor spild af energi.
Udkastet har været forbi Idrættens Videns- og Kompetenceråd, som ser positivt på en bedre udnyttelse af faciliteterne. Rådet lægger også vægt på, at foreningernes muligheder for aktiviteter ikke indskrænkes.