Menneskelignende robotter indtager Aakirkeby

Menneskelignende robotter indtager Aakirkeby
Foto: Steen og Hejlesen
NOTITS | 6. JUL 2024 • 16:00
NOTITS
6. JUL 2024 • 16:00

En kunst-forestilling med robotter i fokus indtager scenen på Kinohotellet.

Sommeren over kan man opleve en noget særartet forestilling på Kinohotellet i Aakirkeby. Her indtager menneskelignende robotter scenen, når kunstnerduoen Steen og Hejlesen præsenterer deres forestilling Anima Machina.

Det er Kinohotellets første store satsning, og her kan man altså opleve fem udtryksfulde robotter i menneskestørrelse - de såkaldte androider - i en unik iscenesættelse, der med humor og poesi kredser om spørgsmål om hvorvidt maskiner har en sjæl.

Ninna Steen og Thomas Hejlesen er kendt for deres genrebrydende værker i krydsfeltet mellem billede- og scenekunst.

– Det, som især interesserer os ved de menneskelignende robotter er den indvirkning de har på os mennesker. Androiderne har en særegen tilstedeværelse som både levende og døde, de befinder sig i en mellemverden hvor de udfordrer vores opfattelse af både mennesket og androider, fortæller de om deres arbejder.

Forestillingen inviterer publikum indenfor i den historiske biografsal. Her møder man androiderne inklusiv døden selv i skikkelse af en forkrøblet robot, og man kan forvente at salens arkitektur totalt forvandler sig. Duoen har skabt en intens oplevelse helt uden medvirkende af kød og blod.

Steen og Hejlesen har i de senere år vakt opsigt med deres livetransformationer af arkitektur i det offentlige rum. Med videoprojektioner i storformat har kunstnerne skabt forvandlinger af bygninger som Københavns Domhus, Universitetet på Frue Plads og Domkirken i København.



Foto: Steen og Hejlesen

FÅ ABONNEMENT