Margrethes mølle koster 200.000 kroner om året - men hvad skal der blive af den?

I mere end tre årtier har Margrete Sommer nænsomt passet og plejet den mølle hendes oldefar byggede i 1861. Men det bliver ikke ved med at gå - og hvad sker der så med møllen?

Margrethe Sommer sidder på en orange Stiga-havetraktor og slår græs rundt om den sorte mølle, der står som en velholdt hilsen fra et erhverv fra fortiden.

Kuremøllen var ikke helt så velholdt, da hun overtog den tilbage i 1990'erne, og der er da også blevet brugt et ikke uvæsentligt beløb til restaureringen af træmøllen, som er en af de eneste på Bornholm, der stadig kan dreje rundt.

– Jeg tror, den koster omkring 200.000 kroner om året at vedligeholde. Jeg sender omkring 100 ansøgninger om finansiering til forskellige fonde hvert år, forklarer hun.

Margrethe Sommer viser rundt i møllen, som blev bygget af hendes oldefar, Christian Sommer. Han byggede også Svanemøllen, der ligger tre kilometer længere stik øst ved indkørslen til Svaneke. På en dag med god vind kan Kuremøllens vinger dreje rundt, og i huset ved siden af står stadig den store dieselmotor, som blev installeret i 1930'erne, overlevede krigen og en del år uden tag over hovedet, da det lille motorhus styrtede sammen under et blæsevejr i 1967.

Det er tydeligt, at der er meget på spil for mølleforvalteren, som engageret fortæller om de gode gamle dage, da møllen var det sted, hvor folk mødtes.

– Alle skulle jo have malet, og når de så kom op med kornet, så gik man ind i stuen og fik en kop kaffe og en syp og så sad man der og røg på piben og hørte alt det seneste nye, mens der blev malet, fortæller hun.

Hendes bedstefar havde endda kommunekassen, og det var ham, der stod for at dele ud til de borgere, der ikke helt kunne få tingene til at hænge sammen.

Det var også hendes bedstefar, der lavede bageriet. For det kunne ikke længere løbe rundt bare at male, så han ansatte en bagersvend og begyndte at bage. Hendes egen far var både møller og bagersvend, og hun selv... ja, hun flyttede til Sjælland og blev pædagog.

To grader og havgus

Siden 1985 er det dog Margrete Sommer, der har været formand for foreningen, som står for forvaltningen af Kuremøllen. Selvom hun fortsat bor i Taastrup, så er hun jævnligt på Bornholm for at mødes med håndværkere, der skal sætte i stand, vedligeholde og renovere.

– Da jeg overtog, besluttede jeg, at så skulle vi gøre det ordentligt. Så fik jeg fat i en rigtig dygtig håndværker, og så tog vi tre sider, tre sider og to sider. Så ordnede vi møllehatten og så fik vi nye vinger. Vi tog en ting ad gangen, og det virkede.

Hun ved efterhånden et og andet om Kuremøllen, som blev bygget før der rigtig var træer på Bornholm, og hvor man måtte save brædderne ud med håndkraft. Det kan hun godt lide at fortælle om, når folk kigger ind.

– Men det er jo ikke noget, jeg har valgt selv. Jeg kan godt lide at lave noget anderledes, så længe det er sjovt. Men på samme tid skal man være en stædig kamel, for det er ikke sjovt at stå og male møllevinger i to grader og havgus. Så skal man bare være færdig, forklarer hun.

I huset ved siden af møllen bor nu hendes datter og svigersøn og deres to drenge. Det er den femte og sjette generation af møller-familien. De fik lyst til at prøve livet på Bornholm af, og nu er der gået to år med det. Selvom Margrethe Sommer oplever, at de er engagerede og interesserede i deres omsorgskrævende og bevingede nabo, så tør hun ikke spå om, hvorvidt de vil ønske at lægge den samme energi i det, som hun har gjort de sidste mange år.

– Man kan ikke vide, om næste generation er klar til at overtage. Vi har flere møller på Bornholm, og det er et kæmpe stykke arbejde at styre det, holde ved lige og restaurere. Det kan man ikke regne med, at de unge har tid til.

I bestyrelsen for Kuremøllens Venner er der eksempelvis ikke særlig mange unge. Ikke fordi de ikke er meget velkomne.

– De står ligesom ikke i kø, vel? Det er en ny generation, og de laver nogle andre ting, end det vi lavede. Og hvad skal der så ske med de bornholmske møller, spørger hun retorisk?

En fælles møllekreds

Hun har derfor taget initiativ til at alle ejerne af de bornholmske møller skulle mødes sammen med en repræsentant fra Dansk Mølleforening, Bornholms Museum og Foreningen Bornholm, som også ejer nogle af møllerne, der står rundt omkring på øen.

– Og stort set alle dukkede op til en snak om, hvordan vi får bevaret den bornholmske kulturarv, fortæller Margrethe Sommer.

Hun har selv udtænkt et forslag, der er hollandsk inspireret, men som nok ville kræve en form for fælles møllekreds.

– Mit forslag er, at vi arbejder hen imod at lave en form for fælles fond for møllerne på Bornholm, der skal søge penge hjem til en fælles pulje. Så skal der komme en møllebygger en gang om året og inspicere møllerne, og skrive en liste over, hvad der skal ordnes, og så sætter vi håndværkere på, forklarer hun.

Selvom hun har lært meget om Kuremøllen i løbet af de seneste mange år, så mener hun nemlig stadig, at der mangler professionalisme og frem for alt et system, så møllerne ikke kommer til at stå og forfalde, når de nuværende ejere ikke længere kan tage sig af dem. Og her håber hun, at den særlige økultur kan spille ind.

– Der er jo mange turister på Bornholm, og hvis man går sammen alle sammen, så handler det ikke bare om en mølle, men om den bornholmske kulturarv, og mon ikke, det ville være en fin ting at søge fondsmidler til, gætter hun.

Det store problem er nemlig, at finde ud af, hvor pengene skal komme fra. Hun bliver selv 80 næste gang, hun har fødselsdag, og selvom hendes far var dybt engageret i møllen helt indtil han døde som 97-årig, så er det ikke givet, at det går på samme måde som hende.

– Men hvis vi kan skaffe midler og få det her sat i system, så tror jeg, at vi kan få det til at hænge sammen. Der er neget administrativt, men man skal også have forstand på det.

Dyrt og besværligt

På mødet med de andre møllefolk var de omkring 20 fremmødte, og der kom mange ideer på bordet. Det var meget fint med opbakningen, men det overraskede ikke som sådan Margrethe Sommer, at så mange dukkede op.

– Jeg havde gjort lidt ud af det der med, at når vi ikke længere passer det, så er der ikke nogen der gør, og så går det til grunde, og det går hurtigt. Og det ved de godt. Så for de fleste har det nok givet god mening lige at høre, om jeg havde noget fornuftigt at sige.

Man kan dårligt have med møller at gøre uden at vide, at det er dyrt, besværligt, masser af arbejde og det går stærkt, hvis man ikke gør det. Selvom de store møller ser stabile og stærke ud, så skal der ikke mange års mislighold til, før de falder sammen.

Hun finder et indrammet billede frem fra dengang hun selv overtog møllen tilbage i 1985. Vingerne er tærede og møllen strutter ikke af sundhed som den gør i dag, hvor den stolt hæver sig over det bakkede landskab.

– Men det kræver tid og rigtig mange penge at holde det ved lige. Så det er det, vi lige skal have struktureret.

Næste skridt er at nedsætte et udvalg, som hun selv har meldt sig til. Hun håber på selskab fra en repræsentant fra museet og fra Foreningen Bornholm, og så skal de tre sidde og undersøge mulighederne og fremlægge det for de andre møller om et halvt års tid.