Formand: Nok den største gave vi nogensinde får

Formand: Nok den største  gave vi nogensinde får
Lars Peter Dahls bogsamling står nu trygt på Vestermarie Lokalhistoriske Arkiv. Privatfoto
NYHED | ABONNENT | 11. FEB 2024 • 05:30
NYHED | ABONNENT
11. FEB 2024 • 05:30

Vestermarie-borger kom et øjeblik i tvivl. Men endte med at forære hele sin store bogsamling til byens lokalhistoriske arkiv.

Lørdag holdt lokalarkivet i Vestermarie generalforsamling, og formand Lene Dahl samlede i sin beretning højdepunkterne fra året der gik.

Vanen tro startede forsamlingen med at mindes de medborgere, som gik bort i 2023, nemlig Merethe Pedersen og Arne Hansen.

I sit tilbageblik kunne Lene Dahl fortælle, at Vestermarie Lokalhistoriske Arkivs bestyrelse blandt andet kunne se tilbage på en velbesøgt 25-års fødselsdag i marts.

Til gengæld har det knebet med besøgende i løbet af året.

– Vi har haft en del besøgende mandag aften, men den første onsdag om eftermiddagen i hver måned, fra september til april, kom der ikke så mange. Så det har vi droppet, sagde Lene Dahl, men understregede, at man er velkommen til at kontakte bestyrelsen, hvis man gerne vil besøge arkivet en eftermiddag.

Vestermarie Lokalhistoriske Arkiv fiken del indleveringer i 2023, blandt andet en samling faneplader fra Gunnar Dahl, som siden er blevet sat op på en plade.

Den mest interessante indlevering kom i december.

– Det er nok den største gave vi nogensinde får, sagde Lene Dahl, og fortalte om den store bogsamling, som det lokalhistoriske arkiv har arvet efter Lars Peter Cordua Dahl fra Nørregård i Vestermarie.

Lars Peter Dahl, der de seneste år boede på Nørremøllecentret i Nexø, døde lige før jul. Inden da nåede den 95-årige tidligere pedel at udgive sine erindringer, "En Vestermariedreng fortæller", på Bornholms Slægts-og Lokalhistoriske Forenings forlag.

Kom i tvivl i sidste sekund

Lars Peter Dahl arbejdede på landet som ung, både på Bornholm og Sjælland, og han var også nogle år i forsvaret. Han var egentlig udset til at overtage den fædrene gård, men det afslog han. Sidst i 1950erne blev han pedel på Knudsker skole og var der til den lukkede.

– Han var en meget populær pedel, og han underviste også ind imellem, fortæller Lene Dahl.

Lars Peter Dahl var historisk interesseret og hjalp løbende Bornholms Slægtsforskerforening med at afskrive gamle dokumenter fra gotisk skrift til almindelig skrift . Og så samlede han på bornholmsk litteratur.

Lene Dahl fortalte på generalforsamlingen om de tanker, der lå bag den flotte donation til Vestermarie Lokalhistoriske Arkiv.

– Midt i september ringede Lars Peter Dahl til mig og fortalte, at han var lidt ked af, hvis hans store bogsamling skulle blive spredt for alle vinde. Den rummede en komplet samling af Bornholmske Samlinger helt tilbage fra 1923, og den skulle vi have, sagde Lene Dahl.

 

Lars Peter Dahl nåede at udgive sine erindringer kort før sin død i december 2023. Foto: Holger Larsen

Efterfølgende fik den nyslåede forfatter lidt kvaler i forhold til at give sin bogsamling til Lokalarkivet i Vestermarie.

– Han var blevet æresmedlem i Bornholms Slægts-og Lokalhistoriske Forening, som jo udgav hans bog. Men drengene sagde, det skulle til Vestermarie, fortalte Lene Dahl, der besøgte Lars Peter Dahl kort før hans død sammen med hans tre sønner.

Og sådan blev det. Den 28. december hentede lokalarkivets bestyrelse reoler og 21 flyttekasser med Lars Peter Dahls fyldige bogsamling, som nu skal registreres.

Genvalg til Fie og Palle

Der skete ikke nogen udskiftning i bestyrelsen ved det efterfølgende valg. Lene Dahl, der tidligere var mangeårig formand for borgerforeningen i Vestermarie, blev formand for Vestermarie Lokalhistoriske Arkiv sidste år, og fortsætter. Palle Pedersen, næstformand, og Fie Elleby, kasserer og it-ansvarlig, modtog begge genvalg. Resten af bestyrelsen udgøres af Niels-Peter Rasmussen, Elin Brandt og Keld Christiansen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT