Ordensmagten konstaterede blandt andet manglende fareskilte og uforsvarlig pakning af fyrværkeri i løbet af søndagen.
I løbet af weekenden har politiet også haft fat i nogle unge mennesker, der har fyret kanonslag af. En patrulje kørte natten til søndag til Store Torv i Rønne, hvor tre 17-årige drenge, blev passet op. De unge menneskers værger blev i den forbindelse forsøgt kontaktet, oplyser politiet.
Også i Aakirkeby fik politiet en anmeldelse om affyring af kanonslag, men da betjenten nåede frem, var der ikke noget at se eller høre.
Det er i år tilladt at affyre lovligt fyrværkeri i perioden 27. december 2023 til 1. januar 2024. Regeringen kom tidligere i år med et forslag om, at det fremover kun skal være lovligt at fyre fyrværkeri af på dagene 31. december og 1. januar, og af lovprogrammet fremgår det, at forslaget træder i kraft fra nytåret 2024/2025.