Thomas Tuchel er ny landstræner for England

16. OKT 2024 • 10:57SPORT

Den tidligere Chelsea- og Bayern München-træner Thomas Tuchel overtager fra 2025 det engelske landshold.

Tyskeren Thomas Tuchel er ansat som ny landstræner for det engelske herrelandshold i fodbold.

Det skriver Det Engelske Fodboldforbund (FA) på X onsdag formiddag.

Tuchel får engelske Anthony Barry som assistent, og de overtager styringen af holdet fra årsskiftet.

Vikaren Lee Carsley, som har taget over for Gareth Southgate i efteråret, står således også i spidsen for holdet i kampene mod Grækenland og Irland i november.

51-årige Tuchel underskrev ifølge FA kontrakten allerede tirsdag i sidste uge.

Han bliver den tredje udlænding i spidsen for England. Tidligere har svenske Sven-Göran Eriksson og italieneren Fabio Capello været engelsk landstræner.

Tuchel har været arbejdsløs, siden han forlod tyske Bayern München ved udgangen af seneste sæson. Han nåede lidt mere end et år i spidsen for den tyske storklub, inden han stoppede et år inden kontraktudløb.

Han har tidligere været cheftræner i Mainz, Dortmund, Paris Saint-Germain og Chelsea.

Det helt store gennembrud kom med Dortmund og pokaltitlen i 2017. Siden vandt han to mesterskaber og nåede Champions League-finalen i 2020 med PSG.

Med Chelsea vandt han Champions League i 2021 og senere samme år klub-VM, inden han vandt sit enlige mesterskab med Bayern i 2023.

Som engelsk landstræner bliver han genforenet med blandt andre angrebsstjernen og anføreren Harry Kane.

Under Tuchels ledelse scorede Kane hele 44 mål i 45 kampe i sin debutsæson for Bayern München i sidste sæson, hvor Bayer Leverkusen dog løb med mesterskabet.

Englands herrelandshold hentede sin hidtil eneste store titel ved VM på hjemmebane i 1966. Den blev fulgt op af en stribe år med lovende hold og ingen succes ved slutrunder.

Senest var der dog været bedring med to tabte EM-finaler under Southgates ledelse.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT