23-årig tysker debuterer som matchvinder i sejr over Holland

14. OKT 2024 • 22:52SPORT

Debutanten Jamie Leweling indtog en hovedrolle for Tyskland, der mandag aften slog Holland med 1-0.

Det er nye navne, man skal vænne sig til på det tyske landshold, og det blev mandag aften tydeligt, da den 23-årige debutant Jamie Leweling indtog hovedrollen og blev matchvinder i 1-0-sejren over Holland.

Kampens enlige mål faldt efter 62 minutter.

Leweling var først på en løs bold i det hollandske felt og hamrede den op i hjørnet af det hollandske mål.

Med sejren er Tyskland sikker på at spille sig videre til Nations Leagues knockoutfase og samtidig tæt på gruppesejren i gruppe 3 i A-laget.

Tyskerne indtager førstepladsen med fem point ned til Holland og Ungarn, der ligger henholdsvis nummer to og tre, mens Bosnien-Hercegovina ligger nummer fire med et point.

Tyskerne hyldede inden kampen Thomas Müller, Ilkay Gündogan, Toni Kroos og Manuel Neuer, der alle stoppede på landsholdet efter sommerens EM på hjemmebane.

Med de fire profilers stop har tyskerne sagt farvel til mere end 450 landskampe, og dermed er det nye tider på det tyske landshold.

Til kampen mod Holland havde landstræner Julian Nagelsmann også afbud fra flere andre profiler. Han måtte derfor ryste posen og give plads til to debutanter i startopstillingen.

En af dem var 23-årige Jamie Leweling, og den unge Stuttgart-spiller indtog en nøglerolle fra start til slut.

Efter mindre end to minutter troede Leweling, at han fik en drømmedebut, da han udnyttede dårligt hollandsk forsvarsspil og sendte bolden i nettet.

Lewelings holdkammerat Serge Gnabry havde dog været offside forinden, og scoringen blev derfor annulleret efter et VAR-gennemsyn.

Det ændrede ikke på, at Tyskland i starten skabte flere gode muligheder.

Efter en lille halv time var Leweling igen tæt på, mens hans forsøg fra nært hold blev blokeret.

Som kampen skred frem, faldt tempoet, og Holland kom bedre med. Gæsterne spillede dog for langsomt og uinspireret til at true tyskerne.

Derfor var det også fortjent, at tredje gang blev lykkens gang for Jamie Leweling efter lidt mere end en time.

En nedfaldsbold fra et tysk hjørnespark endte for fødderne af debutanten, der i det hollandske felt hamrede bolden op i det nærmeste målhjørne.

Scoringen fik ikke hollænderne op i gear, og værterne havde nemt ved at forsvare 1-0-føringen hjem.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

14. OKT 2024 • 21:12UDLAND
Holland køber igen kampvogne
FÅ ABONNEMENT