Belgiens franske kompleks fortsætter trods god indsats

14. OKT 2024 • 22:48SPORT

Belgien havde chancer til at slå Frankrig i Nations League, men tabte for femte gang i træk til Frankrig.

Belgiens fodboldlandshold har stadig ikke slået Frankrigs ditto i en betydende kamp siden VM-kvalifikationen i 1981.

Mandag aften vandt Frankrig med 2-1 ude over Belgien i Nations League, og det var franskmændenes femte sejr i træk over Belgien inden for de seneste godt seks år.

Belgien havde ellers alle muligheder for at ændre på tendensen mandag, men selv om hjemmeholdet havde fortjent mindst uafgjort, blev det til nul og niks.

Dermed er det stort set sikkert, at Italien og Frankrig slutter på de to øverste pladser i gruppe 2, der giver adgang til kvartfinalerne.

Italien, der mandag slog Israel, topper med ti point foran Frankrig med ni. Belgien har fire, og Israel er fortsat uden point. Der resterer to spillerunder.

Randal Kolo Muani blev fransk helt med to mål og besad den skarphed, som belgierne savnede.

Belgien kom klart bedst i gang, og Loïs Openda og Leandro Trossard havde begge fine chancer til at score i kampens indledning. Halvvejs i første halvleg blev muligheden endnu større.

Openda slap afsted på kanten af offside, og blev i feltet nedlagt af William Saliba.

Det gav et belgisk straffespark, men Youri Tielemans tonsede bolden over mål.

Kort efter var også Jéremy Doku tæt på at bringe hjemmeholdet i front, men det, der burde have været en belgisk føring på et par mål, skulle i stedet snart blive en fransk føring.

Didier Deschamps mandskab havde ellers ikke haft meget at byde på i den første halve time i fraværet af den småskadede Kylian Mbappé, men en belgisk arm på bolden i feltet hjalp Frankrig til et straffespark.

Det omsatte Randal Kolo Muani sikkert med et hårdt spark.

Lidt retfærdighed var der dog til. Da første halvleg var ved at rinde ud i sidste tillægsminut, fik Openda en perfekt servering, som han headede ind til 1-1.

Hvor Belgien havde været bedst i første halvleg, kom Frankrig bedre ud efter pausen.

Manu Koné havde netop haft bolden i nettet uden at få målet godkendt, da Kolo Muani i stedet gjorde det til 2-1 på et hovedstød.

Belgien var dog ikke slået endnu. Med et kvarter tilbage fik holdet bedre vilkår i jagten på udligning, da Aurélien Tchouaméni fik sit andet gule kort og dermed rødt for at stoppe et lovende belgisk angreb.

Trods flere forsøg lykkedes det dog ikke for Belgien at komme tilbage på måltavlen.

I gruppens anden kamp vandt Italien med 4-1 hjemme over Israel.

Mateo Retegui bragte de azurblå foran på et straffespark kort før pausen.

Efter pausen scorede Giovanni Di Lorenzo to gange, og også Davide Frattesi kom på tavlen. Undervejs reducerede Mohammed Abu Fani til 1-2 for Israel.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

14. OKT 2024 • 21:12UDLAND
Holland køber igen kampvogne
FÅ ABONNEMENT