Georgien driller Tjekkiet og høster historisk EM-point

22. JUN 2024 • 17:03SPORT

Tjekkiet spillede 1-1 mod Georgien i lørdagens tidlige EM-kamp. Patrik Schick udlignede for tjekkerne.

Georgien skrev lørdag historie, da holdet hentede sit første EM-point ved at spille 1-1 mod Tjekkiet.

Dermed lever begge nationer med et point efter to kampe fortsat i EM-turneringen, hvorfra de fire bedste treere også går videre.

Portugal og Tyrkiet topper gruppe F med tre point inden deres indbyrdes kamp lørdag aften.

På forhånd var Tjekkiet favorit til at vinde kampen, men georgierne forsvarede sig heroisk i alle 90 minutter.

Tjekkerne kom frem til langt de fleste chancer, men oftest manglede skarpheden, eller også var Giorgi Mamardashvili på plads i det georgiske mål.

Tjekkiet fik bolden i nettet midtvejs i første halvleg, men efter et VAR-tjek blev det korrekt vurderet, at Adam Hlozek skovlede bolden i nettet med den ene arm. Scoringen blev derfor annulleret.

Den tjekkiske angriber Patrik Schick havde flere gode chancer, men ind ville bolden ikke.

I stedet slog Georgien til i den anden ende i tillægsminutterne af første halvleg.

Georgien kom foran 1-0 på et straffespark efter et VAR-tjek for hånd på bolden i feltet af en tjekke.

Angriberen Georges Mikautadze eksekverede sikkert fra pletten.

I anden halvleg fortsatte det samme kampbillede, og efter en times spil kom forløsningen for Tjekkiet og ikke mindst Schick efter et hjørnespark.

Igen blev bolden nærmest skovlet ind over målstregen, men denne gang på lovlig vis med brystkassen.

Ti minutter senere udgik Schick med en skade, og så var den tjekkiske offensiv i den grad stækket.

Georgierne lurede på kontra, og de fik faktisk en gylden mulighed i tillægstiden.

I et georgisk overtal med tre mod en endte bolden helt perfekt ved den tidligere Randers-spiller Saba Lobjanidze, der dog høvlede den gigantiske chance over mål.

Ingen af holdene formåede at score mere i kampen, som endte med en pointdeling.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU