Arnoldsen fører Aalborg til stor skalp i Polen

23. OKT 2024 • 22:27SPORT

Der var aldrig spænding, da Aalborg tog en vigtig udesejr i Champions League på 35-28 over polske Kielce

Takket være en storspillende Thomas Arnoldsen i angrebet og Fabian Norsten i målet tog Aalborg Håndbold onsdag aften en flot skalp, da den forsvarende polske mester, Kielce, blev slået klart på udebane i Champions League.

Arnoldsen vandt stort set alle sine dueller og endte på ni scoringer, mens Norsten i målet sluttede opgøret med 15 redninger i 35-28-sejren.

Med sejren er Aalborg på syv point i Champions Leagues gruppe B, hvilket rækker til en foreløbig tredjeplads. Pick Szeged spiller torsdag og kan gå forbi nordjyderne med en sejr.

Det var anden gang, at dansk håndbold onsdag nedlagde polsk modstand. Tidligere slog Fredericia HK på hjemmebane Polens næstbedste hold, Wisla Plock, med 28-25.

Aalborg fik en fremragende start offensivt i Polen, hvor Thomas Arnoldsen flere gange drev gæk med det polske forsvar.

Den vævre playmakers scoringer gav nordjyderne en tidlig 5-2-føring, før polakkerne kom i omdrejninger.

Da det skete, begyndte Aalborg for en periode at brænde mere og lave et par tekniske fejl i angrebet, og det straffede Kielce.

To Aalborg-fejl i rap kostede begge en kontrascoring imod fra den hurtige franske fløj Dylan Nahi, og så stod der 10-10 efter 18 minutter.

Bedst som polakkerne havde fået fat, fortsatte Arnoldsen med at være ustoppelig.

Playmakeren var en enmandshær, der gang på gang vandt sine dueller. Da Fabian Norsten samtidig stod stærkt i Aalborg-målet, kunne højrefløj Kristian Bjørnsen med en elegant skruebold gøre det til 18-12 inden pausen.

Hovedpersonerne var de samme i indledningen af anden halvleg. Norsten tog fortsat pynten af de polske skytter og supplerede en flot præstation med to straffekastredninger.

Samtidig gjorde Arnoldsen stadig, hvad der passede ham, og det fik polakkerne til at forsøge sig med et offensivt forsvar mod den dygtige playmaker.

Det virkede for en stund, hvor Aalborgs føring blev reduceret til tre scoringer, men så stemplede unge Marinus Munk ind og udnyttede den plads, som det offensive forsvar på Arnoldsen gav.

Munk leverede tre scoringer inden for kort tid, og det gav på ny Aalborg et sikkert forspring, og derfra var sejren på intet tidspunkt for alvor i fare.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT