Voldtægtssag mod Weinstein genoptages næste år

23. OKT 2024 • 22:04UDLAND

Weinstein var engang en af USA's mest magtfulde filmproducenter. Næste år genoptages voldtægtssag.

Den tidligere filmproducent Harvey Weinstein skal for retten igen næste år i en sag på Manhattan.

Det skriver nyhedsbureauet AP onsdag, hvor Weinstein deltog i et retsmøde op til en genoptagelsen af sagen.

Tidligere i år blev en dom mod Weinstein for blandt andet voldtægt forkastet, fordi der under retssagen blev indkaldt vidner, som Weinstein ikke formelt var tiltalt for at have begået overgreb imod.

Men sagen skal gå om, og det skal ske næste år, har en dommer besluttet.

Samtidig har dommeren besluttet, at nye anklager - som kom frem i september - kan føjes til sagskomplekset.

Weinstein blev i 2020 dømt for at have tvunget en tidligere produktionsassistent til oralsex i 2006 og for at have voldtaget en ung skuespiller i 2013.

Den genoptagne sag vil omfatte endnu en anklage om at have tvunget en anden kvinde til oralsex i 2006 på et hotel på Manhattan. Det skriver AP.

Weinsteins advokater havde argumenteret for at holde sagerne adskilt, men anklagerne mener, at de har så mange fællestræk, at de bør slås sammen.

Et næste retsmøde forud for sagen er sat til 29. januar. Anklagerne har sagt, at de ønsker, at sagen skal gå om i januar.

Forsvaret har ønsket at vente til marts eller april. Forsvarerne vil hyre en privatdetektiv til at se nærmere på de seneste anklager.

På trods af omstødelsen af dommen i New York er Weinstein, der ifølge amerikanske medier er blevet diagnosticeret med en kræftsygdom, forblevet fængslet.

Det skyldes, at han er dømt i en anden voldtægtssag i Californien. I den sag fik han 16 års fængsel.

I årtier var Harvey Weinstein en af de mest magtfulde producere i den amerikanske filmindustri. Han har blandt andet været med til at stifte produktionsselskaberne Miramax og The Weinstein Company.

Han er blevet anklaget for overgreb af en lang række kvinder, siden #MeToo-bevægelsen begyndte at rulle i efteråret 2017.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT