FCN-træner føler sig bortdømt i pokalexit

23. OKT 2024 • 19:35SPORT

Det var en fejldom, da Brabrand fik omspark i straffesparkskonkurrencen, siger FCN-træner efter pokalblamage.

FC Nordsjælland-træner Jens Fønsskov mener, at en forkert dommerkendelse fravristede hans hold en plads i pokalturneringens kvartfinaler.

Det siger han til bold.dk, efter at superligamandskabet onsdag røg ud af turneringen som følge af et nederlag i straffesparkskonkurrence til 3.-divisionsklubben Brabrand.

De nordsjællandske gæster troede, at de var avanceret efter en straffesparksredning af William Lykke, men dommeren dømte omspark, fordi den unge målmand forlod stregen før tid. Det matcher dog ikke tv-billedernes gengivelse af situationen, mener FCN-træneren.

- Dommeren sagde, at William forlod stregen for tidligt, men vi har desværre lige set på billederne, at det ikke var tilfældet. Det blev selvfølgelig kampafgørende.

- Der var også Marxens mål (i den forlængede spilletid, red.), hvor der blev vinket offside, og den var selvfølgelig svær at se. Men der var nogle situationer, der kunne have haft et andet udfald, og så havde kampen nok også haft det, siger Jens Fønsskov Olsen til bold.dk.

Fodboldmediet har været i kontakt med dommer Lasse Graagaard, der ikke ønsker at kommentere situationen i straffesparkskonkurrencen i Brabrand.

Den aarhusianske forstadsklub er den første til at spille sig ind i turneringens kvartfinaler, der afvikles med dobbeltopgør i december.

På grund af en udenrigsflyvning var Brabrand-sportschef Andreas Christensen nødt til at forlade den forlængede pokalkamp inden dens afslutning, men han lover, at spillerne må bruge klubkassen på at fejre triumfen.

- Alt er frit. Der er fri bar. Selvfølgelig er der det. Heldigvis har vi en solid økonomi, for vi bruger ikke flere penge, end vi har. Vi har et meget stramt budget, men i aften skal den ha', siger han til Tipsbladet.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT