FCM vil eliminere dårlige udlæg før belgisk møde

23. OKT 2024 • 16:06SPORT

FC Midtjylland har før mødet med Royale Union Saint-Gilloise fokus på at komme bedre fra start i kampene.

FC Midtjylland, der torsdag spiller sin tredje kamp i Europa League, har haft en tendens til at komme bagud i mange kampe på det seneste, men ofte er det alligevel endt godt.

Det gjorde det ikke i søndags mod Sønderjyske, hvor FCM leverede en rærlig første halvleg, før præstationen i anden halvleg var fin, men ikke kunne afværge nederlaget på 2-3.

- I forhold til den måde, vi skal præsentere os på, var der ikke nok tilstedeværelse og kvalitet i det, vi leverede, siger FC Midtjylland-træner Thomas Thomasberg.

- Uden at sige noget dårligt om Sønderjyske, skulle vi gerne være bedre end dem, og vi skal slet ikke overmatches af dem, som vi i princippet blev i første halvleg.

Ifølge Thomasberg er det godt at have en evne til at kunne slå tilbage efter at have været bagud, men den går ikke hver gang over en hel sæson.

- Det er blevet en udfordring for os at komme dårligt fra land, som vi skal have lavet om på, og det er også blevet italesat.

- Dermed ikke sagt at vi ikke kan komme bagud igen, men dine betingelser for at vinde bliver klart større, hvis du kommer ordentligt fra land, både spillemæssigt og på resultattavlen.

Med nederlaget til Sønderjyske har FCM tabt sine to seneste kampe, men det får ikke træneren til at ryste på hånden, før de næste 18 dage byder på seks kampe.

- Vi har over så lang en periode præsteret på et højt og stabilt niveau, og det, forventer jeg, vil fortsætte, men vi har fået en reminder om, at der er noget, vi skal være opmærksomme på.

- Nu prøver vi at dreje på nogle små ting for at præstere bedre i første halvleg også, lyder det fra Thomasberg.

Allerede torsdag klokken 18.45 har holdet næste gang en chance for at komme bedre fra start, når belgiske Royale Union Saint-Gilloise gæster Herning i Europa League.

- Jeg tror, at det bliver en rigtig intens kamp med mange interessante dueller. Det er et hold, der på mange parametre ligner os. De vil gerne være aggressive og spille direkte med et højt pres.

- Og så har de en masse offensive spillere med kvalitet, der kan noget på egen hånd. Jeg tror, at det bliver en åben slagudveksling, vurderer Thomasberg.

Mens FCM har åbnet Europa League med fire point for to kampe, har Royale Union Saint-Gilloise blot fået ét. Også i den belgiske liga er holdet kommet skidt fra start og ligger blot nummer ti.

Men det skal man ikke lade sig narre af, understreger Thomasberg.

- De har ikke fået det udbytte, som de har leveret til, hverken i Europa eller i ligaen. De har haft en del afbrændere, og i mange kampe har det været overraskende, at de kun har fået et point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT