Lavere renteindtægter og millionforlig trækker Nordeas indtjening ned

17. OKT 2024 • 07:39ERHVERV/POLITIK

Nordeas indtægter fra renter er faldet en procent i tredje kvartal. Det samlede resultat er også faldet.

Lavere renteindtægter og et millionforlig med de amerikanske myndigheder er med til at trække Nordeas indtjening i tredje kvartal en smule ned.

Her tjente banken 1,27 milliarder euro svarende til cirka 9,5 milliarder kroner. Det er seks procent mindre end samme periode året før.

Det fremgår af Nordeas regnskab for tredje kvartal, som er blevet offentliggjort torsdag morgen.

I løbet af kvartalet er Nordeas renteindtægter løbet op i lige over 14 milliarder kroner. Det er et fald på en procent sammenlignet med tredje kvartal i 2023.

Også sammenlignet med andet kvartal i år er renteindtægterne faldet med en procent.

Torsdag morgen har Nordea ligeledes meddelt, at banken vil igangsætte et aktietilbagekøbsprogram for 250 millioner euro, svarende til knap 1,9 milliarder kroner.

Aktietilbagekøb er en måde for en virksomhed at fordele overskud til aktionærerne på linje med udbytte. Det fungerer ved, at virksomheden køber aktier på børsen og derefter annullerer dem. På den måde bliver værdien af de tilbageværende aktier mere værd.

I slutningen af august meddelte Nordea, at den har indgået et forlig med den amerikanske myndighed New York State Department of Financial Services (DFS) i en sag om forebyggelse af hvidvask fra 2008 til 2019.

Her har banken indvilget i at betale 32 millioner euro - knap 240 millioner kroner.

Samlet set har Nordeas udgifter taget et hop i tredje kvartal sammenlignet med samme kvartal i 2023.

Hvis man ikke regner millionforliget med de amerikanske myndigheder med, er udgifterne steget ni procent. Inklusive forliget er udgifterne steget 11 procent.

Det er blandt andet lønstigninger, der er med til at øge Nordeas lønudgifter.

I juli blev Nordea tiltalt i en hvidvasksag herhjemme af National Enhed for Særlig Kriminalitet, NSK. Tiltalen dækker forhold, der samlet omfatter transaktioner for godt 26 milliarder kroner.

Ifølge NSK er tiltalen den mest omfattende om overtrædelser af hvidvaskloven, som er set i den danske banksektor.

NSK vil kræve banken idømt en bøde. Ifølge Børsen kan det ende med en bøde i størrelsesordenen 6,5 milliarder kroner.

Banken har selv tidligere reserveret mere end 700 millioner kroner til betaling af bøder. Det skete i 2019.

I regnskabet for tredje kvartal skriver Nordea, at banken ikke er enig i indholdet af anklagerne.

Nordea forventer at få en bøde for svag forebyggelse af hvidvask. Banken forventer, at størrelsen på den nuværende hensættelse er tilstrækkelig, lyder det.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT