Tidligere ansatte køber nordiske rettigheder til The Body Shop
I februar gik selskabet bag danske The Body Shop-butikker konkurs. Nu er nordiske rettigheder blevet købt.
Fire tidligere ansatte hos butikskæden The Body Shop har købt rettighederne til at drive brandet i Danmark og Sverige.Det skriver kæden, som sælger kosmetik og hudplejeprodukter, i en pressemeddelelse tirsdag.
I Danmark gik selskabet bag konkurs i begyndelsen af året, hvilket medførte lukning af 15 butikker.
Det skyldtes afledte effekter af, at kæden var kommet i problemer i England.
I England kom investeringsselskabet Auréa Group kæden til undsætning ved at redde 113 britiske butikker fra at gå konkurs. Det skrev BBC i september.
- Det har været en hård rejse for virksomheden og medarbejderne under det midlertidige globale ejerskifte, siger Mark Hermann, der er en af de fire nye ejere i Danmark og Sverige, i meddelelsen.
Ud over ham tæller den nye ejerkreds Cecilia Daun, Alexis Tchikladzé og Nina Juul. Tidligere har alle fire haft ledende stillinger i The Body Shop.
Gruppen vil forsøge at fremtidssikre virksomheden med en forretningsmodel, der fokuserer på digital udvikling, lyder det.
En af de første ting bliver dog at støtte op om de privatejede The Body Shop-butikker, der fortsatte med at drive forretning på trods af konkursen, der ramte 15 andre butikker.
De såkaldte franchisebutikker findes der ifølge kæden over 20 af, skriver den i sin meddelelse tirsdag.
Tidligere har både DetailWatch og B.T. skrevet, at der lå en privatejet butik i Frederiksberg Centret og i Vejle. Ifølge førstnævnte ligger der også en på Færøerne.
The Body Shop åbnede sin første butik i 1976 i byen Brighton i det sydlige England.
I 2006 blev The Body Shop opkøbt af L'Oréal Group. Ifølge The Guardian betalte L'Oréal dengang 652 millioner pund for selskabet.
Med dagens valutakurs svarer det til over 5,8 milliarder kroner.
I 2017 solgte L'Oréal brandet videre til det brasilianske kosmetikselskab Natura & Co.
The Body Shop skiftede hænder igen i november 2023. Her var det det europæiske investeringsselskab Aurelius, som overtog det.
/ritzau/