Arla vil købe egyptisk fødevarevirksomhed for milliardbeløb

16. OKT 2024 • 08:02ERHVERV/POLITIK

Mellemøsten og Afrika er Arlas største forretningsområde uden for Europa. Nu vil koncernen styrke positionen.

Mejerikoncernen Arla har budt 1,25 milliarder kroner for at få aktiemajoriteten i den egyptiske fødevarevirksomhed Arabian Food Industries Company (Domty).

Det oplyser den danske koncern i en pressemeddelelse.

Som buddet ser ud nu, er det forventningen, at de nuværende ejere - Damaty-familien - forbliver en del af ejerkredsen.

Derudover er det også hensigten, at den nuværende administrerende direktør skal fortsætte i den position, hvis købet realiseres.

Domty, der blev grundlagt i 1990, producerer og sælger både mejeriprodukter, brød og juice.

- Domty er en ledende aktør i markedet, og virksomheden passer godt til vores strategi for Egypten, siger Kim Villadsen, der er senior vice president for Arlas forretning i Afrika og Mellemøsten.

- Vi undersøger nu detaljerne omkring virksomheden nærmere, inden vi beslutter os for, om vi vil gå videre med købet.

Der er tale om et ikke-bindende bud, fremgår det.

Afrika og Mellemøsten er i forvejen Arlas største kommercielle forretningsområde uden for Europa.

- En udvidelse af vores forretning ind i Egypten er et naturligt skridt i vores ambition om levere til alle vores forbrugere i regionen, siger Kim Villadsen videre.

- Og det understøtter vores engagement i regional produktion, som sikrer, at vi fortsat kan levere højkvalitetsprodukter skræddersyet til regionale præferencer.

Domty havde en omsætning på godt en milliard kroner sidste år, mens overskuddet i samme periode lød på cirka 64 millioner kroner.

Dermed ville det kun have udgjort en lille del af Arlas samlede omsætning i 2023 på 102 milliarder kroner.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT