Tjærekugler lukker Bondi Beach og seks andre strande i Sydney

17. OKT 2024 • 10:01UDLAND

Sydney-strande lukkes, efter at tjærekugler er skyllet i land. De dannes af olies kontakt med vand og affald.

Mystiske sorte tjærekugler er skyllet i land i Sydney i Australien og har ført til lukningen af den verdenskendte strand Bondi Beach samt seks andre strande i byen.

Det skriver The Guardian.

Ifølge mediet har myndighederne endnu ikke fundet ud af, hvor tjærekuglerne kommer fra.

Det drejer sig ifølge Reuters om strandene Bondi, Bronte og Tamara i Waverley-området og Clovelly, Maroubra, Gordons Bay og Coogee Beach i Randwick. Begge er forstæder til Sydney.

Tjærekugler dannes, når olie kommer i kontakt med affald og vand, særligt som følge af oliespild.

Billeder viser personer iført orange beskyttelsesdragter rydde op på strandene.

Folk i området frarådes at røre ved og gå i nærheden af affaldet.

En test fra myndighederne i Randwick viser, at affaldet er et kulbrintebaseret stof, som forurener. Kulbrinte er den bærende komponent i oliebaserede produkter.

En oliepøl blev natten til onsdag dansk tid spottet ude på havet, oplyste Randwicks borgmester, Dylan Parker.

Havnemyndighederne i staten New South Wales, som Sydney ligger i, oplyste dog, at de ikke havde fået nogen anmeldelser om olieudslip fra skibe.

- Vi ved endnu ikke, hvad der har produceret det affald, der skyller op på vores strande. Vi vil fortsætte samarbejdet med andre myndigheder for at sikre offentlighedens sikkerhed og rydde op på vores strande, lød det fra Parker natten til torsdag dansk tid.

Førsteminister i New South Wales Chris Minns siger ifølge mediet, at strandene i de østlige forstæder til Sydney blev lukket "på grund af en overdreven forsigtighed".

Offentligheden vil ifølge ministeren bliver opdateret om de undersøgelser, som Miljøbeskyttelsesmyndigheden (EPA) i landet udfører. Det er vigtigt at sikre, at "sagen bliver undersøgt til bunds", siger han ifølge The Guardian.

Sydney har over 100 strande, som er verdenskendte og tiltrækker millioner af turister og lokale hvert år. Den mest berømte er Bondi Beach.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT