Coca-Colas omsætning falder en procent trods øget salg af Zero

23. OKT 2024 • 19:19ERHVERV/POLITIK

Der er solgt 11 procent mere Coca-Cola Zero i tredje kvartal af 2024 sammenlignet med samme periode sidste år.

Coca-Colas omsætning faldt med en procent i tredje kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år.

I perioden har selskabet solgt mere af den sukkerfri variant Coca-Cola Zero.

Det fremgår af selskabets regnskab for tredje kvartal, der er udsendt onsdag.

På verdensplan solgte selskabet 11 procent mere Coca-Cola Zero sammenlignet med tredje kvartal sidste år.

Selskabets omsætning faldt med en procent til 11,9 milliarder dollar. Det svarer til 82 milliarder danske kroner.

Salgsmængden steg blandt andet i Brasilien, Filippinerne og Japan. Til gengæld faldt den i Kina, Mexico og Tyrkiet.

Salget af sodavand og Coca-Cola-varianter var det samme som sidste år.

Salgsmængderne af disse steg blandt andet i Latinamerika, Nordamerika, Asien og Stillehavsområdet.

Modsat faldt salget i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Selv om Coca-Cola primært er kendt for salg af sodavand, sælger virksomheden også juice, proteindrikke, mejeriprodukter, plantebaserede drikkevarer, vand, sport, kaffe og te.

Foruden Coca-Cola og Coca-Cola Zero ejer selskabet også brands som Fanta og Sprite.

Resultatet får selskabets administrerende direktør, James Quincey, til at udtrykke sin tiltro til selskabets modstandsdygtighed i "foranderlige rammer".

Det siger han i pressemeddelelsen, der er udsendt i forbindelse med regnskabet.

- Vi glæder os over årets resultat indtil videre, og at vi kan håndtere udfordringer på kort sigt, samtidig med at vi holder fokus på langsigtede vækstmuligheder, siger han.

Coca-Cola forventer en organisk vækst på ti procent i omsætningen for hele året, lyder det i regnskabet.

Organisk vækst er et udtryk for udviklingen i omsætning eller overskud fraregnet udsving i valutakurser og opkøb af virksomheder. Tallet giver dermed et mere retvisende billede af, om et selskab reelt vokser eller går tilbage.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT