Boeing taber milliarder under seks uger lang strejke

23. OKT 2024 • 17:27ERHVERV/POLITIK

Boeings ansatte strejker på sjette uge, mens flyselskabet taber knap 43 milliarder kroner i tredje kvartal.

Flyproducenten Boeing taber 6,2 milliarder dollar - knap 43 milliarder danske kroner - i tredje kvartal i 2024.

Tabet skyldes blandt andet en strejke blandt 33.000 Boeing-arbejdere, der har varet siden 13. september.

Det skriver selskabet i en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.

Luftfartsgiganten, der har været i myndigheders og mediers søgelys efter sikkerhedsproblemer, melder om et fald i omsætningen på én procent i forhold til samme periode sidste år.

Omsætningen i tredje kvartal lyder på 17,8 milliarder dollar - omkring 123 milliarder danske kroner.

Administrerende direktør Kelly Ortberg, der tiltrådte sin stilling i august i år, siger i pressemeddelelsen, at det kræver en "grundlæggende kulturændring", hvis Boeings negative spiral skal ende.

- Det vil tage tid at bringe Boeing tilbage til sin tidligere position, men med det rette fokus og den rette kultur kan vi igen blive en ikonisk virksomhed, siger han.

Det kræver også, at selskabet tager skridt for at stabilisere økonomien, forbedre driften og udtænke en vision for virksomheden, lyder det.

Boeing prioriterer at afslutte strejken, lyder det i et notat til de ansatte i selskabet ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi har arbejdet febrilsk på at finde en løsning, der fungerer for virksomheden og opfylder vores medarbejderes behov, skriver Ortberg.

Senere onsdag forventes det, at de 33.000 strejkende Boeing-arbejdere vil stemme om en aftale, der kan afslutte strejken. Aftaleforslaget indeholder blandt andet en lønstigning på 35 procent over fire år.

Boeing er blandt verdens største kommercielle flyproducenter.

Selskabet har gennem et stykke tid været udfordret på en række områder.

Det gælder ikke mindst økonomisk, og for cirka to uger siden meddelte selskabet, at hver tiende medarbejder på verdensplan kan forvente at få en fyreseddel i hånden i den kommende tid.

I alt rammes omkring 17.000 ansatte.

I begyndelsen af året blev der sat spørgsmålstegn ved sikkerheden i selskabets 737 Max 9-fly, efter at et af dem tabte et panel midt under en ruteflyvning.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT