Statsstøtte sender snart 124 ellastbiler ud på vejene

23. OKT 2024 • 14:33ERHVERV/POLITIK

På mindre end et døgn blev 73 millioner støttekroner revet væk af transportfirmaer, der vil køre grønt.

Mere end halvdelen af alle solgte personbiler i dag kører på el, men den tunge transport skal også med på den grønne bølge, hvis Danmarks samlede CO2-udledning skal ned.

Derfor har et bredt flertal i Folketinget afsat en pulje på 73 millioner kroner til at støtte transportvirksomheders indkøb af ellastbiler og etablere ladepladser.

Og puljen har hurtigt fået ben at gå på. Mindre end et døgn efter at der blev åbnet for ansøgninger, er alle pengene blevet fordelt.

Det betyder, at der er givet støtte til indkøb af 124 nye ellastbiler samt etablering af ladepladser hos 12 virksomheder.

- Det er en historisk stor pulje. Vi har aldrig udmøntet så mange penge til ellastbiler før, og det vidner om, at det måske er noget, vi skal gentage inden alt for længe, siger transportminister Thomas Danielsen (V).

Selv om det i dag er mindre end hver tiende nye lastbil, der bliver solgt i Danmark, som er batteridrevet, så er ministeren sikker på, at tallet vil stige.

Transportministeriet vurderer, at halvdelen af al lastbilkørsel i Danmark kan foretages med batteridrevne lastbiler med den ladeinfrastruktur, der findes i dag.

Der er nye ladeparker på vej, og samtidig kan vognmændene se, hvordan regnestykket er meget tæt på at tippe i ellastbilernes favør, selv om de er dyrere at indkøbe end dieselmodellerne.

- Anskaffelsesomkostningen er fortsat en hurdle. Men både komforten og driftsomkostningerne er bedre, og set over lastbilens samlede levetid kommer det nogenlunde ud på et.

- Samtidig satser producenterne virkelig også på den grønne omstilling. Jeg kan huske, at man for et par år tilbage skulle helt ud i en fjern hal på transportmessen i Herning for at finde en ellastbil, men nu fylder de det hele, så udviklingen peger den rigtige vej, siger Thomas Danielsen.

Blandt de virksomheder der har fået støtte fra den seneste pulje, finder man transportgiganten DSV, Ikast Betonvarefabrik, Hørkram Foodservice, Post Danmark og byggekæden Stark.

Det er et krav for at få pengene udbetalt, at der er indgået en underskrevet købsaftale om lastbilerne inden nytår.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT