Trist udvikling: Flere børn blev ramt af fattigdom

Trist udvikling: Flere børn blev ramt af fattigdom
Bornholm adskiller sig negativt fra den generelle udvikling i Danmark, når det drejer sig om antallet af børn, som lever i familier under fattigdomsgrænsen. Arkivfoto
NYHED | ABONNENT | 7. FEB 2022 • 15:31
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
7. FEB 2022 • 15:31

Fra 2019 til 2020 steg antallet af børn i fattigdom med 50 her på Bornholm, selvom det faldt på landsplan. Ifølge formand René Danielsson (DF) fra social- og sundhedsudvalget er det oplysninger, kommunen skal reagere på.


Bornholm adskiller sig negativt fra den generelle udvikling i Danmark, når det drejer sig om antallet af børn, som lever i familier under fattigdomsgrænsen. Bornholm er således en af 14 kommuner, hvor antallet af børn i fattigdom er steget fra 2019 til 2020. Det fremgår af en analyse udgivet af AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

På Bornholm er antallet af børn i fattige familier steget fra 300 til 350. Det er den næsthøjeste stigning i landet. Kun Køge Kommune har med 70 flere børn i fattigdom oplevet en større stigning.

Af analysen fremgår det, at 5,4 procent af de bornholmske børn i 2020 levede i familier under fattigdomsgrænsen. Det er en større andel end i 2019. Lolland er den kommune i landet, hvor den største andel af børn levede i fattigdom i 2020.



Bornholm er en af 14 kommuner, hvor antallet af børn i fattigdom steg fra 2019 til 2020. René Danielsson (DF) ved ikke, hvorfor flere børn blev ramt af fattigdom, men mener, at regionskommunen bliver nødt til at reagere. Kort: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

 

Dyrere at være dansker

Formand René Danielsson (DF) fra regionskommunens social- og sundhedsudvalg kender til analysen og dermed stigningen i antallet af børn i fattigdom fra 2019 til 2020, men han kender ikke årsagen til den udvikling, fortæller han til Tidende.

– Jeg ved det ikke, jeg har ikke set tallene bag, siger René Danielsson.

Han mener dog, at kommunen skal reagere på tallene fra AE's analyse.

– Det er blevet dyrere at være dansker. Det kan vi se med dagligvarer, el og varme, siger udvalgsformanden.

Lave noget fornuftigt

For ham handler det grundlæggende om, at alle børn skal have mulighed for at være en del af sociale fællesskaber. Der må økonomi eller mangel på samme ikke være en barriere.

– Vi har den her fritidspasordning i kommunen, som godt kan blive en lille smule rigid, synes jeg. Det kan godt blive lige lovligt kommunalt. Et er, at du kan få et pas til et års medlemskab af en fodboldklub, men hvis dine forældre ikke har råd til at give dig et par fodboldstøvler, så kan det være fløjtende ligegyldigt. Den del bliver vi nødt til at kigge på, siger René Danielsson.

DF'eren vil også kigge nærmere på et projekt om fattige familier, som regionskommunen havde for et par år siden, og så vil han undersøge, om Socialstyrelsen ligger inde med viden og erfaringer, som kommunen kan benytte sig af.

– Vi skal da kigge på, om der er nogle ting, vi kan kopiere. Der er ingen grund til at opfinde den dybe tallerken, hvis vi har en mulighed for at lave noget fornuftigt, siger René Danielsson.




I 2020 levede 5,4 procent af de bornholmske børn i fattigdom. Med 9,7 procent er Lolland den kommune, hvor den største andel børn lever i relativ fattigdom. Kort: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

 

Fattigdom

Danmarks Statistik har udviklet et mål for relativ fattigdom, som er det, analysen tager udgangspunkt i.

Ifølge den er man fattig, hvis man i løbet af ét år har en indkomst, som er under halvdelen af medianindkomsten, og samtidig ikke har en formue i starten af året på mere end halvdelen af medianindkomsten.

Medianindkomsten er den midterste indkomst i indkomstfordelingen. Det vil sige, at der er nøjagtigt 50 procent, der har en indkomst, der er højere end medianindkomsten og nøjagtig 50 procent, der har en indkomst, der er lavere end medianindkomsten.

Hvis familiens hovedforsørger er studerende og ikke har været fuldtidsbeskæftiget mere end halvdelen af året, kan man dog ikke blive kategoriseret som fattig. Heller ikke børn, der flytter hjemmefra, kan blive kategoriseret som fattige, hvis mindst én af deres forældre ikke er fattig.

Kilde: AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

FÅ ABONNEMENT