Intet reduktionskrav på Bornholm: 'Gør noget inden det er for sent'

SYNSPUNKT | DEBAT | 5. JUN • 19:00
Af:
Holger Øster Mortensen
Snogebæk
SYNSPUNKT | DEBAT | 5. JUN • 19:00

Bruges der for meget gødning på de bornholmske marker?

Som bekendt er bornholmsk landbrug sluppet let om ved de krav om kvælstofreduktion, som bønder i resten af landet bliver underlagt i forbindelse med Den Grønne Trepart. Dette er i sig selv helt utilstedeligt.

Nu viser det sig, at hver 3. ud af 1000 undersøgte marker landet over bliver gødet over normen.

Værst ser det ud på majsmarker, som flere steder har fået tilført gødning 3-4 gange over det normale. Ganske vist anses gylle for at være god gødning for de fleste afgrøder, men der er dog grænser for hvor langt, at det kan svare sig at køre med den ulækre substans.

Derfor udbringes alt for store mængder på majsmarker tæt på gylletanken - majs kan tåle uanede mængder gødning. Men det naturgødning og kunstgødning (npk), som planterne ikke optager, siver til vores grundvand og vandmiljø - og dermed ud i fjorde og have.

Derfor er vores have kollapset og masser af grundvandsreservoirer lige så. Ålborg kommune skal nu bruge halve milliarder på at rense drikkevand for giftigheder.

Hun blev paf

Præsident for Danmarks naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, blev paf, da hun hørte denne nyhed (!), som mange har kendt til i årevis.

Hvad søren laver DN? Enten har DN sovet i timen - eller de er utrolig naive. Begrebet dikkende lammehaler falder mig ind.

Hvordan ser disse makabre tilfælde ud på Bornholm?

Bønderne på deres side holder kortene tæt til kroppen. Dialog med dem er håbløst. Men hvorfor skulle det være bedre på Bornholm med fordeling af gødning? Med gylle fra en halv til en hel million svin, så er der enorme mængder gylle på øen.

Man kan jo spørge nogle af de store svineavlere på hvilke marker, at gyllen ender. En af de store gylleudbringere dyrker ca. 2.000 tdr. land og har op mod 40.000 svin årligt. En anden stor avler undsiger TREPART.

Den nuværende landboformand Lennart Westh fra "Simblegaard" er ikke til at hive et ordentligt svar ud af. I et tidligere interview siger han rent ud: "Vi skal også bidrage til kvælstofreduktion. Men det skal være fornuftigt...".

Så bønder skal spare på kvælstof - men ikke så meget, at det gør noget. Hvis gødning skal fordeles pr. bedrigtsniveau, så er alt håb ude.

Forklaringsproblem

Også de bornholmske bønders ambassadør på højborgen Axelborg, Thor Gunnar Kofoed. har et forklaringsproblem.

I sin tid som viceformand hos Landbrug & Fødevarer kan han ikke have undgået at vide, at den er gruelig gal med overforbrug på visse marker på Bornholm. Det er ikke forbudt - men det er forbandet umoralsk og kynisk.

Når en bornholmsk bondemand i desperation vander en nysået mark med saltvand, så er der jo ingen grænser for, hvad de ellers kan finde på af streger. Håndtering af diverse pesticider lader også meget tilbage at ønske.

Bønder har opøvet en hel formidabel evne til at tale i digressioner. Der tales i øst og vest for at føre fokus bort fra det væsentlige. Der er ikke tale om ordentligt landmandskab - der er tale om grådighed.

Danmarks naturfredningsforening

DN - Bornholm er repræsenteret i de bornholmske forhandlinger om Den grønne Trepart ved Helle Bay Eriksen og Michael Stoltze.

De har mandat til at gribe ind for det løsslupne landbrug på Bornholm. Har I no.... til det? Formand for Teknik & Miljø hos BRK Helle Munk Ravnborg er med på bagsmækken. Har du det?

Gør noget inden det er for sent.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT