En ildsjæl er brændt ud

Steffen Gerdes fra foreningerne Bornholmske Samlere og Erindringscenter Bornholm skriver mindeord om Jens Rehfeld.

Jens Rehfeld er ikke mere.

Jeg mødte Jens første gang i 1996. Vores fælles samlerinteresse havde fået os placeret ved hvert vores cafébord i kælderen under Østre Skole i forbindelse med Hobby og Fritid. Sammen med Torben Rønne–Larsen snakkede vi om, at vi ikke kunne være de eneste samlere på Bornholm.

Samme sted, men året efter, blev vi enige om, at vi ikke kunne være de eneste samlere på Bornholm, og i november stiftede vi så foreningen Bornholmske Samlere. Resten er jo historie, foreningen lever stadig omend med noget færre medlemmer, da gennemsnitsalderen desværre er lidt høj.

En boble i lommen

Jens samlede, som mange bekendt, på folkevognsbobler, og havde altid en boble i lommen, som han gerne viste frem.

Men hans anden, og måske endnu større, interesse var erindringsarbejdet, eller arbejdet med reminiscensmetoden. Interessen startede, da hans mor fik diagnosen demens og kom på et plejehjem, hvor de ikke rigtigt kendte til denne diagnose.

Men det fik Jens gjort noget ved. Han blev lokalformand for Alzheimerforeningen, og i 2001 stiftede han Erindringscenter Bornholm, hvor han selv blev daglig leder. I 2002 åbnede han centret i Toldbodgade, som hurtigt fik vokseværk.

Udover det fysiske center lavede Jens byvandringer om bombardementet og Rønnes butiksliv gennem tiderne. Ofte med tur-deltagerne som vidende fortællere om, hvad og hvor man nu var kommet til. Ikke fordi Jens ikke selv kunne snakke.

Ikke til at stoppe

I 2014 fik Jens sit første knæk, da han konstaterede, at der var rotter på centret i Toldboden. Rengøring og rensning af forskellige effekter og en flytning af centret til Teaterstræde i 2015, og det hele så lyst ud igen.

Byvandringerne fortsatte, Gågadens 25-års jubilæum blev fejret med Jens i spidsen, biografture og ture for de hjemmeboende demente og deres pårørende, jo, Jens var ikke til at stoppe.

Jens var også altid fast inventar, når samlerforeningen holdt udstilling. Altid med sin lille tæller i lommen og et kig på uret. ”Skal vi ikke snart hjem” var en fast bemærkning, når den første halve time var overstået, og han ikke rigtigt havde fået snakket med nogen.

Centret overlevede covid, selv om de udadvendte aktiviteter kom på et lavt blus, men efterfølgende blev Jens ramt af diverse uheld. Sygdom og fald-uheld ramte Jens gentagne gange, men hver gang fik han lidt gejst tilbage, men i 2024 måtte han kaste noget af håndklædet i ringen, pakke centret sammen og lukke ned for den fysiske del. Erindringskasserne eksisterer dog stadig, og Jens var, manglende stemme til trods, stadig ude på plejecentrene og fortælle om reminiscens og de effekter, han havde med i sin kasse.

Svær at erstatte

Jens havde en utrolig stor omgangskreds, hvilket hans døtres opslag på Facebook om hans død kan bevidne. Efter et par timer var der sendt næsten 200 kondolencer, og flere kommer garanteret til.

Han kunne jo ikke gå på gaden og sige "jeg er tilbage om lidt", for han skulle lige snakke med både den ene og den anden. Det var også sådan han fik medlemmer til centret, eller opkrævet kontingent.

Jens var en ildsjæl, og han bliver svær at erstatte. Hvad fremtiden byder for erindringskasserne, det kan kun fremtiden fortælle, for det kan ingen nok overskue for nuværende.

Jens er død, æret være Jens’ minde.