Sådan kører busserne i folkemødeugen

Sådan kører busserne i folkemødeugen
Arkivfoto: Jesper Dollerup Merved
TRAFIK | Tirsdag 27. maj 2025 • 19:00
TRAFIK | Tirsdag 27. maj 2025 • 19:00

Ifølge BAT forventes 60.000 deltagere på Folkemødet. Det giver ændringer i trafikken og trafikselskabet opfordrer til tålmodighed.

Om blot to uger kommer der gæster i massevis sejlende og flyvende ovrefra til Bornholm for at deltage i Folkemødet.

Selvom BATs ordinære busser kører som normalt i uge 24, så er der mindre ændringer på enkelte ruter nær Allinge. Samtidig er der sat ekstra busser ind fra den 12. til den 15. juni, som er skiltet som "rute 7 og 8/Folkemødet."

Det oplyser BAT på sin hjemmeside.

"Der forventes ca. 60.000 deltagere på årets folkemøde, og rigtig mange gæster vores dejlige ø. Det betyder også, at der vil være ekstraordinært tryk på antallet af gæster, som skal transporteres med bus til og fra Folkemødet. Herunder er der også de øvrige passagerer, som normalt tager bussen på Bornholm," skriver trafikselskabet.

Videre fortæller BAT, at selskabet har sat al ledig buskapacitet ind og hyret ekstra busser til opgaven.

"Vi opfordrer alle til at have ekstra tålmodighed i disse dage og tage afsted i god tid. Du kommer måske ikke med den første planlagte busafgang grundet mange mennesker, men må vente på næste bus. Hvis bussen kører forbi dig, er det ikke fordi vil ikke vil have dig med, men så er det fordi at bussen er fyldt. Vent og tag den næste bus der kommer forbi." BAT oplyser også, at der vil være forsinkelser på busafgangene med mange gæster på øen.

"Dels er der mange passagerer som skal af og på, men vi kan også være udfordret af den ekstra trafik der kan være på vejene. Vi håber, at I vil tage det med et smil," skriver BAT efterfulgt af en smiley.

Trafikselskabet har samtidig sat rejsegarantien ud af kraft fra og med den 10. juni til og med den 15. juni.

Hvis jeg ikke bruger Rejsebillet, hvordan kan jeg så købe busbillet?

I appen Rejsebillet kan du, ud over vores Folkemøde specialbilletter, også vælge at købe andre billettyper, såsom enkeltbilletter og zonebilletter.

I BATs gule rutebusser har du mulighed for at købe fysiske 1 zones klippekort og betale med kontanter, der tages ikke imod kreditkort eller mobilepay.

Fysiske klippekort (2-5 zoners klippekort) kan alene købes hos BAT eller på kortsalgsstederne.

For at lette trafikken opfordrer vi til at benytte Rejsebillet.

BAT har indlejet en række busser til rutekørsel til Folkemødet. I disse busser kan du ikke købe eller benytte klippekort.

Her kan du kun rejse ved at vise købt rejsehjemmel i Rejsebillet eller fremvisning af anden gyldig rejsehjemmel, for eksempel skolebuskort, pendlerkort og ungdomskort. På rejseplanen.dk vil det fremgå, hvis der på afgangen kun kan rejses med Rejsebillet.

Kilde: BAT



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT