Bornholmsk hold er Danmarks bedste

Bornholmsk hold er Danmarks bedste
Niclas Larsens flotte resultater i foråret kan ses på ranglisterne. Eget foto
SPORT | Fredag 6. juni 2025 • 11:40
Kjeld Lundbæk
Journalist
SPORT | Fredag 6. juni 2025 • 11:40

Efter forrige weekends dobbelttriumf i Estland, hvor BHS-PL Beton Bornholm-rytterne Marcus Sander Hansen og Niclas Larsen trådte op på de to øverste trin på sejrspodiet i to dags-løbet Tour of Estonia, regnede det med UCI-point ned over det bornholmske cykelhold.

På den senest offentliggjorte rangliste indtager BHS-PL Beton Bornholm-mandskabet som det bedste danske UCI Kontinental-hold nu en 17.-plads på UCI’s europæiske rangliste. De point, der blev kørt ind på kontoen i Estland, var nok til at passere konkurrenterne fra Team ColoQuick og Airtox-Carl Ras-teamet.

– Vi er samtidig det tredjebedste kontinental-team i Europa, idet 14 af de hold, der er rangeret højere end os, alle har licens som Pro Tour-teams, fortæller BHS-PL Beton Bornholm i et facebook-opslag.

På verdensranglisten avancerede BHS-PL Beton Bornholm med første- og andenpladsen i Estland ikke færre end 138 pladser og placerer sig nu som nummer 48. Team ColoQuick oig Airtox-Carl Ras indtaget pladserne som nummer 48 og 74.

Bemærkelsesværdigt er det også, at bornholmske Magnus Cort lige nu indtager en 20.-plads på verdensranglisten – en liste, hvor fem danske ryttere er placeret blandt de 70 bedste.

På de hjemlige breddegrader stiller BHS-PL Beton Bornholm i pinsen til start i Jylland.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT