– Den bornholmske natur banker jo på og vil gerne have lov til at brede sig ind i de her haveanlæg, så vi prøver at lave en skånsom konvertering fra haveanlæg til skovhave, siger Søren Friese, der er skovrider i Naturstyrelsen.
Det er Naturstyrelsen, der har ansvaret for at vedligeholde Arboretet. Det er dermed også dem, der prioriterer, hvordan det skal gøres.
– Der står nogle sjældne træer derinde - blandt andet Danmarks største kalopanak. Så vi vedligeholder og slår græsset, og vi passer de faciliteter, der er, siger han.
Men med kritikken af naturområdet i Tidendes spalter og den efterfølgende debat på Tidendes Facebook vil Naturstyrelsen lægge vejen forbi Arboretet.
– Det kan da godt være på grund af, at der har været lidt kritik, at vi lige skal ned og se, om alle faciliteter er i orden, og om vi skal genopfriske nogle af skiltene. Men vi kommer ikke til at genskabe det, som det var for 100 år siden, lyder det fra Søren Friese.