Præst om Søren Wolff: 'Han var krystalklar til det sidste'

To sange til Søren Wolffs bisættelse afspejlede med stor præcision den afdødes livsopfattelse.

Søren Wolff blev bisat midt i en hedebølge. Det ville ikke have forbigået hans opmærksomhed, for den 79-årige journalist, der afgik ved døden onsdag i sidste uge efter to års kamp mod kræften, var hele sit liv en vågen iagttager.

Og så var han socialdemokrat om en hals, hvilket også afspejlede sig i Aa Kirke torsdag eftermiddag. Der lå røde roser på den hvide kiste og på gulvet, og den røde fane vajede over hele den kirkelige handling – godt hjulpet af fanebærer og DSU'er Oliver Lund – som en diskret påmindelse om, at Søren Wolff altså var mere socialdemokrat, end han var hellig.

Christina Gornitzka og Niels Anker Sonnes præ- og postludie på henholdsvis blokfløjte og harmonika forlenede bisættelsen med en let og lys stemning, og Gornitzkas fortolkning af To hvide liljer og en knækket søjle var uden tvivl ment som en humoristisk hilsen fra det hinsides, for den gamle Sigfred Pedersen-vise opfattes af mange som en forrygende munter sang om død og ulykke.

– Det var fars yndlingssang, sammen med Når jeg ser et rødt flag smælde, sagde Søren Wollffs søn Mads Randbøll Wolff efterfølgende.

Samtlige rækker i Aa Kirke var fyldt af gæster, der udover medlemmer af familien og Socialdemokratiet repræsenterede et bredt udsnit af Søren Wolffs farverige berøringsflade, fra gamle kolleger på Dagbladet Bornholmeren, hvor Søren Wolff regerede i over 30 år, til lokale venner og bekendte og nye kunder i vinbutikken.

Søren Wolff var medlem af Socialdemokraties afdeling på Midtbornholm. Bestyrelsesmedlem Oliver Lund bar Aaker og Aakirkeby-fanen fra 1908 til bisættelsen. Foto: Holger Larsen

Han var som regel klædt i rødt

Sognepræst Birgit Friis citerede Paulus' første brev til korintherne og Johannes Møllehave, inden ordnene bevægede sig over på det personlige islæt, som Søren Wolff satte på byen i de 20 år, han og hustruen Elly boede ved Præstedammen.

– Aakirkeby sørger i dag, hvor vi skal tage afsked med Søren Wolff. Mange føler sig triste, fordi de føler, at de har haft en forbindelse med Søren, enten personligt eller gennem hans skriverier, sagde Birgit Friis, der delte et glas vin med Søren Wolff ugen før hans død.

– Han var krystalklar til det sidste, sagde sognepræsten, der indtil for nylig var genbo til Wolff'erne. Fra sit køkkenvindue var hun i mange år vidne til, hvordan den aktive Aakirkebyborger dagligt bevægede sig ud på nye opgaver, som regel klædt i rødt.

– Men han ekskluderede ikke. Sørens største gave var, at han respekterede alle.

Søren Wolff var kendt og elsket, og han følte helt sikkert, at livet var stort. Torsdag tog Aakirkeby afsked og sendte Søren Wolff mod himmelhvælvingens port.

Urnen nedsættes ved siden af Elly Wolff på familiegravstedet i Limensgade.

Sognepræst Birgit Friis holdt en smuk tale til Søren Wolffs bisættelse i Aa Kirke. Foto: Anette Vestergaard

Tre sange

Der blev sunget tre sange under bisættelsen, herunder Hans Holms kendte højskolesang Livstræet. Et af versene lyder:

Der er så mange uden venner

Uden kærlighed og kys

Folk som ingen andre kender

Hvor mon de skal finde lys?

Lad dem lege i livstræets krone

Lad dem føle, at livet er stort

Lad dem skue de blå horisonter

Og himmelhvælvingens port.