Da jeg besluttede mig for at finde strandsennep, gik jeg med min nærmeste kollega – min hund Ichigo – ned på stranden for at kigge. Umiddelbart var der ikke skyggen af den fine plante, men så lige med ét, så var der en lille én. Jeg skyndte mig at plukke den og den anden lille, der var ved siden af. Desværre glemte jeg at fotografere den. Ærgeligt, men nu havde jeg i det mindste den plante, som jeg skulle bruge.
Lidt længere henne ad stranden kunne jeg spotte et helt tæppe af grønne planter med de fineste små blomster på. Nu kunne jeg tage billedet og med rette fortælle, at der er virkelig meget strandsennep derude.
Når I plukker løs, så vær opmærksom på at det kun er de yderste bløde skud, der er sjove at spise. Den nederste del af planten har en dårlig konsistens og kan være lidt bitter.
Jeg har læst mig til, at strandsennep ikke kan tåle at blive varmet op. Den bliver kedelig i konsistensen, og smagen forsvinder næsten. Derfor bruger vi den kun som smagsgivende urt i denne uges ret.