Frivillige starter madpakkeklub for skolebørn

Frivillige starter madpakkeklub for skolebørn
Pia Kofoed garanterer, at madpakkerne i klubben bliver mere spændende end den hun på billedet er i færd med at smøre til sin mand. Eget foto
FAMILIE | Onsdag 2. august 2023 • 19:30
FAMILIE | Onsdag 2. august 2023 • 19:30

Hen over efteråret afprøver frivillige fra KFUM og KFUK et nyt koncept, hvor børn i 2.-5. klasse kan lave madpakker sammen til dagen efter, og klubben har fået et glutenfrit twist.

Fra tirsdag den 22. august inviteres skolebørn i 2. til 5. klasse til madpakkeklub i Vestermarie. Klubben afvikles over 10 tirsdage i efteråret og afsluttes med en fællesspisning, hvor de deltagende børn kan invitere deres forældre med.

Det er Pia Kofoed og hendes mand, der er tovholdere på projektet, og de opstarter klubben som en del af Kfum og Kfuk på Bornholm. De har tidligere lavet børne- og ungdomsarbejde i rigtig mange år gennem den folkekirkelige børne- og ungdomsorganisation, men det løb lidt ud i sandet, da Vestermarie Skole lukkede.

– Efterfølgende har vi haft en teenklub, men under corona blev det til en onlineklub. Da pandemien var ovre blev det desværre heller ikke til så meget mere. Og nu er klubben lukket, fortæller Pia Kofoed.

Det samme gælder for familieklubben i Rønne, hvor KFUM og KFUK har deres foreningsbygning. Derfor har nogle af de frivillige i foreningen set sig om efter muligheden for at lave noget nyt for børn og unge på Bornholm.

– Vi besluttede at vi ville prøve noget nyt, for vi er en forening som organiserer klubber for børn og unge, og hvis der ikke kommer til at være noget nu, så ender det jo med at foreningen dør ud på Bornholm, og det ville være vildt ærgerligt, ikke at kunne give det videre til sine egne børn, som vi selv har været rigtig glade for, fortæller Pia Kofoed.

Glutenfrit fællesskab

Med inspiration fra foreningens afdeling i Skive valgte Pia Kofoed og hendes mand derfor at tage livtag med madpakkeklub-konceptet, og da der er adgang til gode lokaler i Vestermarie, hvor der desuden bor en masse børn, så var det oplagt at afprøve konceptet der, fortæller Pia Kofoed.

– Det er egentlig noget, vi opstarter med inspiration i vores egne børn. Vores datter har haft rigtig stor fornøjelse af 4H's madskole, som hun har været afsted på i nogle år, og så tænkte vi, at det ikke skulle være en almindelig madklub, men hellere en hvor man laver madpakker, for så aflaster man også forældrene lidt der.

Derfor er konceptet at børnene dukker op og bliver delt ind i tre hold, hvor de så laver pastasalat, pølsehorn, pizzasnegle eller lignende, og så deles man om maden til sidst, så alle får noget lækker mad med hjem til madpakken.

– Og så er vi jo en kristen børne- og ungdomsorganisation, så det er tanken, at der blive nogle agurkestænger og gulerødder og sådan noget, og så synger vi en sang og hører en bibelhistorie, mens dejen hæver eller brødet er i ovnen, forklarer Pia Kofoed.

Alle de voksne i madpakkeklubben medvirker ulønnet, og formålet med klubben er at tilbyde et åbent fællesskab udover skolen til børn indenfor aldersrammen.

– Det er både nogle af os fra foreningen, men det er også nogle andre, som har tilbudt at hjælpe, fordi de har nogle kompetencer i køkkenet, som vi har brug for.

Madpakkeklubben har allerede fået sine første tilmeldinger, og det giver Pia Kofoed håb om, at klubben rammer et behov, som mange børn og familier har.

– Vi håber, at vi kan give børn et åbent fællesskab, hvor det er okay at være den man er, også hvis man ikke er den bedste til fodbold eller hvad det nu ellers kan være, fortæller hun.

Madpakkeklubben i Vestermarie har fået det twist, at nogle af børnene kommer til at lave glutenfri madpakker. Og det skyldes faktisk den simple grund, at Pia Kofoeds egne børn for nylig er blevet diagnosticeret med cøliaki. Det betyder, at de ikke kan tåle gluten.

– Da vi fandt ud af det, måtte vi tænke hurtigt, for det kan ikke lade sig gøre for os, at stå for et klubtilbud, som vores egne børn ikke kan deltage i, forklarer hun.

Derfor har de nu besluttet at køre et glutenfrit spor som en del af klubben, som koster et lille beløb at deltage i.

FÅ ABONNEMENT