– Vi har allerede for lidt plads, der hvor vi er nu. Men vi vækster, og vi vil gerne have en medarbejder mere og måske på sigt endnu en, så vi har brug for bedre og mere rummelige lokaler, fortæller han.
Forsikringsselskabet har været til stede på Bornholm i mere end 50 år, og i de seneste år har de tre medarbejdere på kontoret på Bornholm samarbejdet tæt med Lolland, Falster og Møn. Det har givet mulighed for at samarbejde om marketing, og så har det nogle gange givet mulighed for at lave bedre priser, fortæller han.
– Vi er ikke sat i verden for at tjene penge. Vi skal bare løbe rundt, og nu har vi omkring 2.000 medlemmer på Bornholm, og det betyder også en del flere besøgende, flere opkald og et behov for flere møder, forklarer han.