Steinlein troede aldrig, han skulle bo i Sandkås: Men sådan blev det

Som bare 14-årig rejste Claus Steinlein til Nordjylland med drømmen om at blive professionel fodboldspiller. Siden er det gået slag i slag for den nu 54-årige allingedreng, der både har kunnet fejre 25-års jubilæum i FC Midtjylland og sølvbryllup med Trine.

Tirsdag før folkemødet befinder familien Steinlein sig i Sandkås, hvor de bruger en del uger i løbet af sommeren.

Claus Steinlein bruger knap så meget tid der, som Trine og de to døtre, Alberte og Victoria, gør. Der er nemlig mange møder, opkald og fodboldspillere, der skal sælges og købes.

Sådan er livet som arbejdende bestyrelsesformand for FC Midtjylland.

Men alligevel prioriterer den 54-årige allingedreng at være på Bornholm så meget som muligt med familien, efter de for 10 år siden købte sommerhus i Sandkås.

– Min kone, Trine, er blevet totalt forelsket i Bornholm. For hver gang, jeg er herovre, bliver jeg det også selv mere og mere, fortæller Claus Steinlein.

Han flyttede før 9. klasse som blot 14-årig fra Bornholm med drømmen om at blive professionel fodboldspiller.

Jo mere tid, der går, og jo flere gange han er på Bornholm, husker han tilbage på, at Bornholm ikke er som resten af landet.

– Jeg gik på Olsker Skole og et par år på Allinge-Sandvig Borgerskole (den nuværende Kongeskærskolen, red.). Hver gang jeg kører forbi med min kone nu, siger hun: ”Prøv lige at se den skolegård med de klipper.” Jeg vidste jo ikke, det var specielt med at have klipper, siger han med et grin og fortsætter:

– Jeg tog sammen med min kammerat Lars Larsen også billeder dengang, mens vi gik rundt på klipperne. Jeg har stadigvæk nogle hængende derhjemme. Jo mere jeg kommer herover, mærker klipperne, mærker havet og den bornholmske lune mindes jeg tiden.

Gamle venner

Tiden på Bornholm går også med at drikke kaffe med sine egne kammerater fra skolen og faktisk også faderens gamle kammerater.

Det er også noget af det bedste ved Sandkås Strandbar for ham. Det er nemlig et af stederne, hvor de mødes, og hvor de kommer forbi, når Claus er der. I flere år har han også inviteret gamle klassekammerater og lærere til strandbaren.

– Så får vi snakket om gamle dage, og det sætter jeg meget pris på. Generelt betyder det meget at være her. Mine piger hoppede for nogle år siden i vandet, hvor jeg har badet hele min barndom. Og Mads’ (gammel kammerat, red.) mor ligger der, hvor hun altid har ligget på stranden, siger Claus Steinlein med et smil.

I baren står Trine hele sommeren, ligesom døtrene og nogle af deres veninder er så meget på Bornholm, som de overhovedet kan.

Og når han er tilbage, mindes han også de personer, der gennem årene har betyder meget for ham.

– Det var en fantastisk barndom, jeg har haft. Den har været fyldt med sport, hvor jeg har rendt rundt i shorts heroppe. Der er jeg bare taknemmelig for over alle de frivillige, der har brugt så mange timer på, at jeg endte med at blive professionel fodboldspiller, og at jeg i dag arbejder i en fodboldklub.

– Der var Poul Erik, der var min badmintontræner, Bjørn, som trænede os i basketball i skolen og alle de andre fodboldtrænere, jeg har haft. Det er minder fra en fantastisk barndom, og jeg er en af de få heldige, der har kunnet arbejde med min passion hele livet. For det har altid været fodbold.

Da Trine og Claus købte sommerhus på Bornholm, fik det ham faktisk også til at græde.

– Det gjorde jeg, fordi jeg havde savnet Bornholm, uden jeg vidste det. Jeg boede en kilometer herfra. Men dengang, når man kørte ned af bakken til Sandkås, var det altså fjendeland. Hvis min far vidste, vi havde købt Sandkås Strandbar, tror jeg, han ville dreje sig lidt oppe i himlen. Dengang var det et noget andet forhold til hinanden mellem Allinge-Sandvig og Tejn-Sandkås. Sådan er det heldigvis ikke længere.

Badminton

På trods af, at det altid har været fodbold, fyldte badminton også meget i barndommen. Dengang var der sommer- og vintersport, og derfor blev vinteren ofte brugt på badminton.

Heri er der også en historie, som hans datter, der er med på Bornholm i denne omgang, kunne fortælle i detaljer, lyder det fra Claus med et grin.

– Hun har hørt den mange gange, for jeg er meget stolt af det.

– Poul Erik brugte meget tid med os i gymnastiksalen i Sandvig, hvor der i dag er cirkus. Vi stod der klokken seks om morgenen og trænede vores server. Vi lærte særligt at spille fladt, fordi der ikke var højt til loftet.

– Men jeg kunne aldrig blive bornholmsmester. Jonas Lissau var simpelthen bare den bedste på Bornholm i min årgang. Det var ASG og Nexø, der kæmpede i badminton, og de havde Pia og Signe på pigesiden og Jonas og Per på drengesiden og et par stykker mere, som var virkeligt dygtige.

– Vi kæmpede altid, og jeg tror, ASG vandt flere mesterskaber end Nexø som hold. Men individuelt kunne jeg ikke slå Jonas. Men så tog jeg på efterskole, før jeg blev fodboldspiller og havde pakket ketsjeren væk. Jeg havde ikke spillet i otte-ni måneder, inden Poul Erik ringede til mig og siger, at ASG har brug for medaljer til bornholmsmesterskabet.

Claus’ forældre stod dog i en skillemisse, og derfor var det ikke lige nemt at komme hjem. Han skulle selv bestille hjemrejsen.

– Og jeg havde hverken råd til den eller en ketsjer. Poul Erik siger så, at jeg kunne få en ketsjer af ham og sørgede for hjemrejsen. Og så kunne jeg deltage. Jeg ved ikke, om det var ketsjeren, eller jeg kunne spille frit, men det endte med, at jeg blev tre-dobbelt bornholmsmester. Jeg vandt både i single over Jonas Lissau, mixdouble med Signe over Jonas og Pia og herredouble sammen med Jonas over mine to kammerater Rico og Mads, siger han stolt.

Grinet af

I dag bliver det ikke til badminton længere, men det bliver i stedet til en del padel, som også har givet ham glæden tilbage ved selv at dyrke sport.

Men han fortæller også om den vindervilje, der har sat sig i ham fra generationen før ham. Det var hans far, onkel Egon, træner Kaj Hansen og flere til.

– Jeg synes, det er noget af det, der kendetegner Bornholm – når man har sagt a, siger man også b, og så klør man på. Vi er fået det med, at kun det allerbedste er godt nok, og vi skal altid stræbe lidt mere. Det fik jeg med fra min far, men også fra alle de andre voksne i sportsmiljøet i Allinge.

Det satte sig også i ham i tiden som fodboldspiller, selvom han godt ved, at man nu til dags er væsentlig mere professionel, end han selv var dengang.

Han kom nemlig til AaB, som han fik førsteholdsdebut for, mens han senere kom forbi både Ikast og AGF.

Ikast blev hjemstedet, efter spillerkarrieren sluttede, og han blev hurtigt en del af FC Midtjylland, hvor han skulle være med til at bygge klubsamarbejder op for klubben.

Han var sammen med den anden mangeårige FCM’er Flemming Broe idémanden bag Danmarks første akademi.

På det tidspunkt var der ingen, der troede på akademier i Danmark. I dag griner folk af, at vi dengang blev skældt ud, både af andre klubber og DBU for, at det slet ikke passede til dansk fodbold. Men det med at være innovativ og prøve noget nyt ligger i mit DNA.

Formand

Gennem årene arbejdede han sig opad, selvom det ikke var noget, han egentlig gik efter.

– Jeg elskede mit arbejde med talentudvikling. Men så stoppede Jens Ørgaard i 2012 som direktør, og så var der nogen, der mente, at det skulle være mig. Det havde jeg faktisk slet ikke drømme og visioner om at blive, siger han.

Siden da er der sket meget. I 2014 blev klubben overtaget af engelske Matthew Benham, og for tre år siden blev den købt af den danske milliardær Anders Holch Povlsen, der ejer Bestseller.

I dag hedder titlen for Claus Steinlein arbejdende bestyrelsesformand i FC Midtjylland.

– Det har været skridt for skridt. Jeg er vokset med klubben og har ikke behøvet en masteruddannelse på en business-skole eller noget, fordi jeg har haft så meget netværk rundt om mig, både i den nuværende bestyrelse, men også historisk set.

– Der er mange, der har hjulpet mig, men jeg er også nysgerrig på ledelse. På et tidspunkt ringede jeg til Per Bank, der var direktør i Salling Group. Det er ikke hver dag, man kan være heldig at møde og lære fra sådan en kapacitet, der har 40.000 ansatte. Ham havde jeg kvartalsmøder med om ledelse, så jeg har været nysgerrig på at lære. Allermest på mennesker, for jeg er nysgerrig på, hvordan vi kan udvikle os sammen. Derfor tror jeg, at jeg i dag kan stå som arbejdende bestyrelsesformand.

Netop mennesker nævner han mange gange i løbet af interviewet. Det er dem, han har fokus på i sit job som leder.

– Jeg tror, at hvis vi skal klare os (FC Midtjylland, red.), lidt ligesom med Bornholm – vi ligger i en masse hede og vil se få mennesker, hvis man besøger os. Og det, at vi kan høre til toppen af dansk fodbold og spille europæisk, viser lidt, hvad vi gør. Det, vi arbejder hårdt på, er, at alle mennesker kan lære alt. Vi tror på mennesker, og fordi der ikke er et universitet derude, er der mange autodidakte, der har bygge store virksomheder op, siger Claus Steinlein og fortsætter:

– Så vores hovedformål er at få det optimale ud af hvert talent. Fordi vi ved, der ikke er så mange mennesker. Så når folk kommer ind i FC Midtjylland, er mennesket altid det vigtigste. Det er også det, der får folk til at komme tilbage. Det er ikke fodboldspillet, men menneskene. Det kommer også fra Nordjylland og AaB og de bedste kammerater, jeg har, spillede jeg U17 og U19 med. Der havde vi Søren Kusk som træner, der også så mennesket før fodboldspillet.

Og det er gået meget godt igennem årene fra 1999, hvor han var med lige fra starten. Tre pokaltitler og fire mesterskaber er det blevet til.

Folkemødet

Derfor er Steinlein faktisk også lidt glad for spørgsmålet, om den netop overståede sæson sluttede lidt ærgerligt.

– Det er jo lidt vildt, at en sæson, hvor vi vinder pokalen, leverer det bedste europæiske resultat nogensinde i et gruppespil og bliver nummer to i ligaen, har det indtryk. Vi tabte kun seks kampe hele sæsonen, og det er en sæson, hvor omverdenen, men også os selv, siger, at det ikke er helt godt nok. Det kan jeg godt lide, for det viser, hvor langt vi er kommet. For den er godkendt, men heller ikke mere end det, lyder det fra Claus.

Tilbage på Bornholm står han også, hvor han skal på folkemødet. Her er der også særligt én ting, han nævner, han er glad for, at han er blevet inviteret med til – men som han også er noget benovet over.

– Jeg skal være med til et arrangement med Margrethe Vestager, Bjarne Corydon og to CEO’s fra Carlsberg og Danica. Der tænkte jeg alligevel, at det er vildt, at en lille dreng fra Allinge-Sandvig med en blikkenslager-far og en dagpleje-mor skal snakke ledelse på årets folkemøde med så store navne. Der vil man kunne se en nervøs bornholmer. Min fordel er, at jeg er på hjemmebane, siger han med et smil.

Generelt er han rigtig glad for Folkemødet. Det er noget, han har besøgt i mange år, og han har kunnet se den udvikling, som Folkemødet har været en del af på Nordbornholm.

– Trine og jeg rejste herover i mange år, besøgte min forældre, men der var bare til salg-skilte mange steder. Det gik en forkert vej efter fiskeriets lukning. Vi snakkede selv om, hvor fedt det egentlig var herovre, men også at der ikke var mange steder at spise eller meget at lave. Nu er der meget koblet sammen med både Folkemødet, Gæsten med top-top musik, og det har trukket meget med. Jeg er stolt, når jeg går rundt heroppe.