Nanna og Mads ser eventyrene i Bornholms huse

Nogle gange har vi brug for nogen, der kan hjælpe os med at få øje på de smukke og fantastiske sider i tilværelsen. Til den opgave har vi digtere, forfattere, malere – og så er der også ejendomsmæglerne. Parret Nanna og Mads Löwe Bruun har på få år skabt en succesrig ejendomsmæglerforretning gennem deres begejstring for den æstetiske skønhed og kulturhistoriske værdi, som mange bornholmske ejendomme har.

Nanna Löwe Bruun er dårligt trådt indenfor i stuehuset på Spellingegaard, før munden begynder at løbe. Om gårdens historie, Madvig-slægten, de genskabte paneler og karme og gulvet, der stadig er glat af ny fernis.

Man skulle næsten tro, at hun var ude på sælge huset. Men det er hun ikke. Spellingegaard er familiens fritidshus, hvor de trækker sig tilbage, når de vil væk fra ”bylivet” i Svaneke, og det er ikke til salg.

Hun er bare godt gammeldags begejstret for det gamle hus. Og for at man kan bringe fordums skønhed tilbage og gøre det til en smuk ramme for et moderne liv.

Og så er hun så heldig, at hun har kunnet gøre den begejstring til sin levevej. Sammen med manden, Mads, har hun skabt ejendomsmæglerfirmaet Löwe Bruun Bornholm, der hurtigt har etableret sig som øens førende sælgere af liebhaverejendomme.

Hun bryder sig ikke selv om ordet ’liebhaver’. Det lugter lidt for meget af penge, investering og show-off. Og det er ikke det, det handler om, siger hun.

– Det er mere det med unikke fortællinger og den velbevarede kulturarv, der gemmer sig i ejendommene. Sådan nogle værdier, hvor sælgerne måske ikke går så meget op i prisen, men mere i at ejendommen kommer på de rigtige hænder.

Spildte østersvand på Prins Henrik

Ikke desto mindre kan der godt være mange penge i de ikke-materielle værdier. Det ved Nanna fra sin tid i haute couture-branchen – specialsyede kjoler – i Paris, hvor hun lidt tilfældigt dumpede ned og kom til at arbejde tæt som ung studerende. Her var ’unik’ det magiske ord, der gjorde markedsprisen fem eller 10 gange højere.

Men før hun kom så langt, var hun ganske almindelig bornholmerpige med en god barndom og opvækst i Rønne og Gudhjem i 80'erne. Efter 10. klasse valgte hun at blive au-pair et år i USA, og da hun kom hjem til Bornholm, føltes øen pludselig meget lille, og udlængslen satte ind med hård kraft.

– Folk i min generation var jo unge i opbrudstiden mellem 80'erne, hvor der var mange penge på øen, og så 90'erne, hvor fiskerikrisen satte ind. Det var en hård og ikke særlig fed tid, fortæller hun.

Derfor besluttede Nanna at flytte til København og gå på gymnasium der, mens hun boede på et kollegium. Bagefter fortsatte hun på universitetet, først på RUC og senere CBS. Men det rigtig sjove sker ved siden af studierne. Først får hun nemlig studiejob på Galerie Asbæk – kunstgalleriet ejet af den farverige Asbæk-familie.

– Det var bare et studiejob, men var jeg med til at arrangere deres ferniseringer og store fester. De var jo venner med Prins Henrik og Dronning Margrethe, og jeg skulle også servere for dem, når de havde en privat bridgeklub. Det var lidt sjovt, men jeg var egentlig ikke så duperet. På et tidspunkt kom jeg sågar til at hælde østersvand på Prins Henrik, for jeg havde ikke lige forstået, at de lå i vand.

Syede kjoler til Britney Spears

Det skulle dog vise sig kun at blive begyndelsen. For nogle år senere rejste hun med en kæreste til Paris for at bo der i en periode. Og her mødte hun designeren Ann Wiberg, der er rejst til Frankrig for at lave haute couture med en bæredygtig profil. Nanna bliver tilknyttet og starter med at hjælpe til med syarbejdet, men pludselig er der nogle opgaver omkring nogle pressemeddelelser. Det blev så hendes job, og det ”stak helt af”, fortæller hun.

– Det var i 2003, hvor ’bæredygtigt’ var et nyt ord i modeverdenen. Vi lavede kjoler, der blev solgt til 18.000 kroner, men alle stoffer var genanvendt. Det lykkedes både at blive omtalt i New York Times, i Vogue og i en masse store aviser, og vi endte med at sælge kjoler til hele verden. Vi holdt event i Los Angeles med Paris Hilton som vores værtinde, og vi lavede tøj til Britney Spears, Penelope Cruz, Gwyneth Paltrow og så videre. Det var helt crazy.

Det blev til to vilde år for Nanna Löwe blandt mode-ping’erne i Paris. Men så mente hun alligevel, at det rigtige var at vende hjem og færdiggøre universitetsuddannelsen.

Som uddannet inden for kommunikation startede ’voksenlivet’. Hun blev ansat i Saxo Bank. Det blev aldrig den store kærlighed, simpelthen fordi hun ikke kunne mobilisere den samme entusiasme omkring finansmarkedet. Heldigvis var det den tid, hvor banken sponsorerede Bjarne Riis’ cykelhold Team CSC Saxo Bank, der var så venlige at vinde Tour de France. Og så kunne Nanna komme tilbage til Paris.

– Jeg fik lov at arrangere efterfesten i Paris det år, Carlos Sastre vandt. Og så kunne jeg brillere lidt igen. Men det der monotone skrivebordsarbejde og finansnyheder – jeg brændte slet ikke for det.

Nanna vendte tilbage til modeverdenen og teamede igen op med Ann Wiberg, der også var vendt tilbage til København, og senere lavede hun med en anden partner kjolefirmaet Lou & Löwe, hvor de designede festkjoler, som de fik produceret udenlands.

Men en dag var det slut med kjoler, kommunikation og københavneri. Nanna ville simpelthen hjem til Bornholm. Og ironisk nok var det her, hun ved skæbnens tilfælde mødte københavneren Mads.

Ejendomsmægler-superligaen

Mads Bruun kommer fra Lyngby, nord for København. Han blev handelsskoleuddannet og var egentlig på vej i tømrerlære, da telefonen ringede.

– I røret er en ejendomsmægler, der mener at have hørt, at jeg gerne vil uddanne mig som ejendomsmægler. På det tidspunkt står jeg i Lyngby Trælast med nogle meget tunge MDF-plader, så jeg sagde tak for interessen, men det havde jeg ikke, fortæller han.

Han var dog så høflig, at han alligevel tog ned på kontoret og talte med ejendomsmægleren, som åbenbart har haft et godt talent for at sælge. I hvert fald sagde Mads ja til en elevstilling.

– Jeg endte med at være mange år i det firma. Først i Værløse og senere som butikschef i Birkerød. Senere fik jeg mulighed for at blive selvstændig hos Realmæglerne i Charlottenlund, og jeg åbnede også en butik i Hellerup, fortæller han.

Og hvis nogen skulle være i tvivl: Charlottenlund og Hellerup huser nogle af landets dyreste adresser. Det var ejendomsmægler-superligaen, Mads spillede i.

Imidlertid ville skæbnen det sådan, at en af hans bekendte, Martin Smidt, havde solgt sit firma og var på udkig efter et nyt projekt at kaste sig over. Mads blev opmærksom på, at Hotel Nordlandet – dengang Hotel Romantik – var til salg, og han foreslog det til sin ven som investering. Martin Smidt bed på, åbnede Hotel Nordlandet og ansatte en ny direktør – en bornholmer, der var vendt tilbage til øen efter mange år i København og Paris: Nanna Löwe. Forbi kom Mads, og Amor skød med skarpt.

Windsurfer ved Dueodde

I de første tre et halvt år af Nannas og Mads’ forhold, pendlede han troligt frem og tilbage fra Lyngby. Men han blev hurtigt tændt på tanken om at flytte til Bornholm. Faktisk var han den af de to, der var mest overbevist.

– Jeg er kommet på Bornholm, fra jeg var helt lille. Min bedste vens forældre havde nogle sommerhuse nede ved Dueodde. Dem kom vi i, først som små, da vi blev ældre cyklede vi rundt på Bornholm og sov i shelters, og senere igen dyrkede vi windsurfing. Så selv om jeg havde et fint hus i Lyngby, var der for mig ingen diskussion om, at vi skulle bo på Bornholm. Jeg ville det rigtig gerne.

Et andet spørgsmålet var så, om han fortsat skulle være ejendomsmægler, og om han i givet fald skulle sige ja til et af to tilbud, han havde fået om partnerskab i bornholmske firmaer, eller han skulle etablere noget helt nyt.

Men da han begyndte at nærstudere det bornholmske boligmarked, blev han opmærksom på en interessant detalje, som gjorde det klart for ham, at der var et hul i markedet.

– Jeg kiggede på, hvor mange ejendomme, der bliver solgt; hvor mange mæglere, der er; hvilke prisnedslag, der sker; hvor mange handler, der går retur og så videre. Og jeg lagde mærke til, at der stort set ikke blev lavet nogen afslag. Alt blev solgt til den pris, de var udbudt til. Jeg konstaterede også, at handlerne ikke gik retur, og at folk ikke skiftede mægler, fortæller han.

Mæglerne havde det ”for godt”

Det lignede på ingen måde det marked, han selv kendte fra Gentofte og området nord for København, hvor ejendomsmarkedet er anderledes livligt. Her er der hård konkurrence mellem mæglerne, og det giver sig blandt andet udslag i, at mæglerne byder hinanden op i forhold til salgspriser.

– Jeg kom fra et marked, hvor priserne typisk bliver sat højt og så sat eller forhandlet ned i processen. Defor er det også mere almindeligt, at handlerne går retur og over til en anden mægler, fordi prisen har været sat for højt fra starten af. Så billedet på Bornholm tydede på, at markedet ikke var prøvet ordentligt af, og at mæglerne måske havde det lidt for godt. Hvis der er korte liggetider, og tingene bliver solgt så hurtigt, så er det jo ikke sikkert, at de har opnået den bedste pris for kunderne.

Men der var også en anden fornemmelse, Mads og Nanna sad med, når de studerende bornholmske boligannoncer. De kunne ikke rigtig mærke begejstringen over ejendommenes særegenheder og historier, og over Bornholm som et unikt sted at bo. Det hele var ligesom bare ”leverpostej”.

– En bornholmsk mægler ville måske bare se en landejendom, der lå ned til vandet, og der er for øvrigt ingen strand, bare klipper, så det er svært at komme i vandet. Men klipper … det er jo fantastisk. Det er grundstenen af Bornholm.

– Den naturlige varme, der samler sig, det er jo noget, du ikke kan få i resten af Danmark. Det er faktisk enormt meget værd, skyder Nanna ind.

– Det handler om at have blik for de værdier, stedet har. Det var jo noget, de traditionelle malere, der kom til Bornholm, havde. Og vi kom måske også med et frisk blik på tingene. Jeg kom fra et andet marked, og Nanna havde et helt jomfrueligt syn på det med at sælge ejendomme, siger Mads.

Konstant nye ”vilde” ejendomme

I de verdener, hvor Mads og især Nanna har slået deres folder, er et af de bedste prædikater, man kan sætte på en vare, at det er unikt – enestående. Og det kan man faktisk sige om mange boliger på Bornholm. Dels fordi Bornholm jo i dansk kontekst er unik, dels fordi en stor del af boligmassen stammer fra en tid, hvor huse ikke blev serieproduceret.

– Så sent som i denne uge var vi ude at se en ejendom, hvor jeg bare tænkte: "Hvor er vi heldige at vi kommer ud og oplever sådan noget." Sådan et sted emmer jo af fortællinger, både om Bornholm, om selve huset, om at skabe bygninger og hvordan man bevarer dem, siger Mads.

– Og det er helt tilbage til Hammershus og Christian 6., der i 1744 solgte de over 200 vornedegårde fra, fordi borgen blev nedlagt. Huset var en af de kongelige fæstegårde, der blev solgt fra, supplerer Nanna.

Nogen ser bare en gammel bondegård, oven i købet uden jord. Men Nanna og Mads ser eventyrhuse, hvor stemning og historie siver ud af de kalkede mure og loftsbjælkerne, garneret af markhegnenes fuglekvidren og en salt brise fra Østersøen.

– I begyndelsen troede vi, at nu havde vi snart oplevet, hvad der fandtes af vilde ejendomme her på øen. Men de bliver bare ved med at poppe op. Så er der nogen, der har deres egne jernbanespor, eller et stenbrud, der går århundreder tilbage. Og det fortsætter altså her på sjette år, fortæller Nanna.

Fjern det, der forstyrrer historien

Spellingegaard i Rø beskrives af Nanna som familiens ”ødegård”. Sammenligningen med de svenske ødegårde kom, fordi der fra starten hverken var kloak, strøm eller indlagt vand. Den gamle gård ved Spellinge Å er blevet smukt og nænsomt renoveret og indrettet enkelt og smagfuld – et projekt som især Nanna har drevet frem med knofedt og kærlighed. Her trækker familien sig tilbage og nyder roen og den fine Rø’ske natur.

Men så har bygningerne også en anden praktisk funktion. Det er her, Mads og Nanna opbevarer de møbler og genstande, de bruger til at ”genindrette” de ejendomme, de sælger.

For entusiasme og velvalgte ord sælger ikke et hus alene. Det skal være indbydende – både på billeder og ved fremvisning. En stor del af det handler om indretningen, og her kan man med relativt få midler gøre en stor forskel, hvis man gider. Og det gider Mads og Nanna godt.

– Vi gør rigtig meget, når vi kommer ud, med at rydde flader. Men det handler også om at rådgive. I det seneste hus, vi har lanceret, var der mange småting, sælgeren gerne ville lave – en punkteret rude, en skuffe, der hang og så videre. Men den slags ser køber ikke. Til gengæld stod der i vognporten en stor stabel briketter, som de fyrer med. Og det forstyrrer jo i den grad den historie, vi gerne ville fortælle om en smuk gammel gård med toppede brosten. Så der bad vi ham skifte briketterne ud med en stabel brænde, fortæller Nanna.

Sælger drømmen om et nyt liv

Når man flytter bolig, måske også fra en egn til en anden, handler det om mere end et nyt hus. Det er et nyt liv, man indleder. Med flytteplanerne følger drømme og forestillinger om, hvordan det nye liv vil tage sig ud. Og derfor er det vigtigt, at billederne af boligen kan inspirere og tale ind i købernes drømme. Det er ikke mindst her, indretningen og ’stylingen’ kommer ind i billedet.

– Vi har en kæmpe kassevogn, der er fyldt med alle mulige accessories, alt fra møbler til sengetæpper til håndklæder i de rigtige farver. Og så slæber vi begge to ud og ind. Det er klart, at Nanna har det æstetiske blik. Men jeg har også nogle ideer om, at vi lige skal have vendt den her sofa og gøre sådan og sådan. Vi er bare rigtig gode sammen på den måde, siger Mads.

’Skomagerens børn går med hullede sko’. Sådan lyder en gammel talemåde. Og den passer lidt på familien Löwe Bruun.

– Derhjemme har vi både rengøring, havemand og vinduespudser. Men der er næsten ikke den bolig, vi har til salg, hvor vi ikke ender selv med at stå og pudse vinduer, slå græs, klippe alt muligt ned, siger Nanna

Det er ikke en del af salgspakken, at ejendomsmæglerparret skal lave hjemmeservice i de huse, de køber. Men som Mads forklarer, bliver de ofte bare grebet af stemningen i forhold til at optimere og skabe et godt salgsobjekt. Det var ikke en del af jobbet, da han var på Sjælland, men det ærgrede ham tit, når han kunne se, at ejendommene ikke havde fået det sidste ’touch’, før de blev fotograferet.

– Jeg var så irriteret, når jeg kunne se på billederne, at folk ikke lige havde redt en seng eller ikke lige havde slået toiletbrættet ned. Det er noget sjusk. Det forstyrrer mit blik. Så når vi går og styler og sætter alt op og ser, at vinduerne ikke er blevet pudset, så lyset ikke kommer ordentligt ind – så er jeg i gang med at pudse vinduer. Det er jo ikke noget, vi skal gøre, men vi kan ikke lade være. Prikken skal sættes over i’et.

Fravælger kunder

Da Mads Bruun i sin tid sad og planlagde sit indtog på det bornholmske ejendomsmarked, var det med beskedne ambitioner. 10-12 salg om året – det mente han sagtens, han ville kunne få, og det ville næppe heller kunne mærkes af de stedlige mæglere. Det ville sådan set også være nok, for ideen med at flytte til Bornholm var i høj grad at sætte arbejdstempoet ned og få mere fri- og familietid.

Den plan kom ikke til at holde. For Bruun Löwe har haft så meget succes med deres særlige tilgang til handlerne, at de nærmest er blevet bestormet af sælgere. Første år solgte de 42 boliger, og faktisk siger de nej til omtrent hver anden af de henvendelser om salg, de får.

– Jeg vil anslå, at 95 procent af dem, der ringer, på forhånd har besluttet sig for, at det skal være os, der sælger deres hus. Og de ved en masse om os, og om hvor vores værdier ligger. Hvad vi ser i en bolig. Og de har valgt os, fordi for dem er det væsentligt, hvem der køber deres hus. At det ikke er nogen, der putter plastikmaling oven på linolien. De stoler på, at vi tager deres værdier med over en hushandel, siger Nanna.

Mæglerparrets stormende forelskelser i de huse, de sælger, er blevet almindelig kendt. Men deres store popularitet på markedet har skabt den lidt omvendte situation, at det på sin vis er mæglerne – Nanna og Mads – der vælger, hvem de vil sælge for.

– Det kan godt komme til at virke som snobberi, og om folk og deres huse er fine nok til os. Men det er ikke det, det handler om. Vi er kun os to, og vi siger derfor kun helhjertet ja, når det giver mening for os at være mægler. Det skal bare være et hus, hvor vi føler, vi kan gøre en forskel, og hvor vi kan tage vores værdier med. Nogle gange kan man bare tydeligt mærke det på personerne og på det, de har gjort ved deres hus. Og så må man lige huske, at det er ok at sige nej, uden det skal virke arrogant.

Konkurrenter havde godt af en rystetur

At sige nej til et hussalg var fuldstændig uhørt for Mads, da han var ejendomsmægler i Gentofte.

– Nej, det kunne man ikke. Vi blev jo målt i hovedet og bag på både antal kommissioner på salg, salg, bankhenvisninger og forsikringshenvisninger og alt sådan noget. Alt bare om volume. Jeg har været vant til, at man sidder med regneark og siger: "Hey, den her måned har du været ude for så mange vurderinger, og din hitrate er faldet i forhold til måneden før." Sådan nogle ting kigger vi overhovedet ikke på i dag. Vi føler os mere frem og kigger ikke på bundlinje på samme måde.

Parret har prøvet at have ansat ekstra folk for at kunne nå mere. Men det er de gået bort fra igen.

– Så mister vi det greb, som vi gerne vil have – troværdigheden og håndværket i den menneskelige relation, historierne. Vi kunne ikke føle dem, og så mistede vi noget livskvalitet og noget arbejdskvalitet, siger Nanna.

Derfor skal de ikke sælge 42 boliger om året, som de gjorde første år. Ideelt ligger tallet mellem 25 og 30. Så passer tid og penge sammen.

– Det er jo ikke vækst og økonomi, der driver os. Det er, at vi kan få lov til at leve et balanceret liv, at være der for vores børn, at være der for vores venner, at passe på os selv, passe på øen, nærmiljøet, altså alle de ting, der er med til at holde Bornholm oppe.

Når et par ’førdere’ som Nanna og Mads – vel vidende hun er fra Bornholm – kommer til øen og snupper en masse af de gode bolighandler, kunne man godt frygte, at det kunne medføre skæve blikke og nogle sure bemærkninger. Men det har været så lidt, at det er uden betydning, siger Mads.

– Vi havde en eller to, der gik og øffede og talte dårligt om os – at vi altid sætter de samme tekopper op, når vi skal style et hus, og sådan noget. Vi har aldrig mødt manden, der sagde det, og vi fik det bare refereret fra nogle kunder. Men jeg synes generelt, at de øvrige mæglere har taget godt imod os. Og jeg synes også, at de har højnet deres kvalitet af markedsføring. Før kunne man opleve annoncefotos, der var taget med en Nokia 3110 eller noget i den dur. Jeg tror, de havde godt af at blive rystet lidt, siger Mads.

Det kom til at forandre mit liv

(Nanna:) Mine år i Paris står meget tydeligt. Det var første gang, jeg for alvor forstod, at kreativitet kan tage mange former, og at jeg ikke nødvendigvis skulle passe ind i én bestemt kasse. At valget ikke hed: enten er du kreativ, humanist eller akademiker. Det har givet mig enorm stor frihed og ro ikke at skulle vælge mellem de forskellige sider af mig.

Det er jeg stolt af

(Nanna:) Jeg er stolt af, at vi har turdet bygge et liv og en virksomhed op om de vigtige værdier i vores liv. For eksempel holder vi fast i, at vi ikke er til rådighed, når vi har ferie med vores børn. For os handler succes ikke om at sælge flest huse eller opnå den højeste pris, og vi siger nej til at sælge, hvis kemien eller tilliden mangler.

Råd til mit yngre jeg

(Nanna:) Du behøver ikke have hele planen klar. Man kan leve mange liv i løbet af et liv, og den vej, der føles rigtig i dag, behøver ikke være den rigtige om tre år.

Det ville jeg have gjort anderledes

(Nanna:) Jeg ville have stolet tidligere på min intuition. I mine yngre dage forvekslede jeg ofte loyalitet og ønsket om at være et ordentligt menneske med pligten til at blive ved. I dag ved jeg, at den stille stemme indeni – min intuition – ofte har ret og det er mere end okay at sige fra.

Det sætter jeg pris på hos mennesker

(Nanna:) Ærlighed, nysgerrighed og mod. Jeg holder af mennesker, som har levet et liv og mødt både medgang og modgang, og som ikke er bange for at tale ærligt og åbent om alt det, livet også kan være. Det er også vigtigt for mig at bevare ydmygheden og ikke være blind for sine privilegier.

Her tænker jeg godt

(Nanna:) Jeg tænker bedst, efter jeg har været fysisk aktiv. For tiden dyrker jeg crossfit og elsker det. Dage uden hård fysisk aktivitet dræner min hjerne, og jeg bliver rastløs, og så går min kreativitet og mit drive i stå.

Det vil jeg gerne nå

(Nanna:) Jeg håber, at vi kan være med til at bevare nogle af de værdier og steder, som ellers risikerer at forsvinde. Ikke kun bygninger, men forståelsen af, at vi er en del af noget større end os selv – et lokalsamfund, en historie og et landskab. Vi er kun til låns her.