Kører på femte år uden overskud: Vi gør det fordi det er sjovt

Kører på femte år uden overskud: Vi gør det fordi det er sjovt
Rasmus Lintrup og Linette Skov Lintrup købte Klemens Kro for fire år siden og har udviklet kroen i ekspresfart siden overtagelsen. Senest er kræfterne blevet lagt i at færdiggøre udendørsmrådet med musikscene og ny bar. Foto: Anette Vestergaard
ERHVERV | Torsdag 10. juli 2025 • 19:00
ERHVERV | Torsdag 10. juli 2025 • 19:00

Linette og Rasmus Lintrup fra Klemens Kro har begge fuldtidsarbejde ved siden af kroen. Men en af dem pønser på at få endnu mere kro i hverdagen.

Fem koncerter i juli. Alle sammen gratis. Det er foreløbig seneste skud på stammen i serien af tiltag fra parret på Klemens Kro. Linette og Rasmus Lintrup kan simpelthen ikke lade være med at finde på noget nyt.

Parret har ikke ligget på den lade side siden de overtog den nedslidte kro i 2021. Der findes ikke rigtig andre steder på Bornholm, der kan hamle op med tempoet på Klemens Kro. Spilaftener, fredagsbar, løbeture, kælkecafé og et superpopulært sommermarked er bare et udpluk af de aktiviteter, der har trukket folk til og skabt nyt liv i den gamle landevejskro i svinget på Klemens Storegade.

Og nu skal der altså også spilles fem koncerter i juli, nærmere betegnet hver onsdag.

– Jeg har gerne villet have udendørskoncerter siden vi startede, siger Linette Skov Lintrup.

Den første koncert blev spillet den 2. juli, og her mødte flere hundrede mennesker op. Det ved Linette, for hun solgte 160 sandwiches og salater, og det var ikke alle, der spiste. Nogle nøjedes med at lytte til musikken og hente forsyninger i baren.


Bornholm har fået endnu et udendørs musiksted i baggården bag Klemens Kro. Eget foto

Jeg skal ikke være kogekone

Klemens Kro er blevet et projekt i konstant udvikling. De første år gik med at renovere den forfaldne kro og gøre den klar til brug.

– Det første vi gjorde var at fjerne efeu og få lys i lygterne. Så folk kunne se, at vi mente det alvorligt, siger Rasmus Lintrup.

Derefter byggede han en bar i baggården, anlagde en minigolfbane og en stor terrasse i forskudte niveauer. Senest har han bygget endnu en bar, Lille John's, som han har opkaldt efter sin far. Og så har de lavet handicapvenlig festivalplads med ny bar og udendørstoiletter. Og booket fem bands ovrefra, 'for at prøve noget nyt'.

Rasmus Lintrup er selvstændig tømrer og Linette har også et fuldtidsarbejde ved siden af kroen. Det har hun egentlig ikke lyst til at opgive, selv om kroen formentlig godt ville kunne lønne en ansat om et par år. Hun er ansat i Kriminalforsorgens afdeling i Rønne, og det giver hende noget, som kroen ikke kan.

– Jeg skal ikke være kogekone ligesom min mor og min mormor. De har nydt det i fulde drag, og det ville jeg sikkert også, men jeg vidste godt at det skulle jeg ikke. Min mor siger godt nok, at jeg aldrig ville være alene her, men det er ikke det samme. Jeg vil gerne det kollegiale og jeg er også glad for det faglige i mit arbejde, siger Linette Skov Lintrup, der står for udlejningen af kroens selskabslokaler. Maden kommer udefra.

Børnene hjælper med

Rasmus kunne godt tænke sig at være mere på kroen, hvis det gav mening økonomisk.

– Det kunne jeg sagtens. Jeg har gået med tanken om at gå ned på en firedagsuge som tømrer og så gå heroppe om fredagen. Men hvornår det bliver, det ved jeg ikke.

Virkeligheden er, at det endnu ikke er kommet dertil, hvor man kan trække en løn ud af Klemens Kro. Det går fint med at tjene penge på udlejning af selskabslokaler og bed and breakfast, men hver gang der kommer plus på kontoen går det hurtigt i minus igen.

– Det er fordi vi hele tiden investerer i at bygge nyt. Og skulle der på et tidspunkt blive penge til at betale en løn, så tror jeg vi ansætter en til at stå for driften heroppe, siger Linette.

Rasmus og Linette er som regel på kroen en gang om dagen. Nogle gange flere gange om dagen. Og indtil videre kører Klemens Kro med hjælp fra familie, venner og børn. Parrets to børn hjælper med, og især Molly på 11 er blevet en habil køkkenhjælper, når der skal smøres bagels og vaskes op. Bedstemødrene på begge side står også klar, når der er et nyt rykind på vej.

På en eller anden måde lykkes det at få det hele til at gå op i en højere enhed for familien på Klemens Kro.

– Vi gør det fordi det er sjovt, siger Rasmus Lintrup, og går ud for at klargøre baggården til aftenens koncert med Heine Mindstrup.

Ud over sommerkoncerterne er det store trækplaster i juli det årlige loppemarked. Det afvikles i år onsdag den 16. juli.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT