'De griske læger'

SYNSPUNKT | ABONNENT | 9. MAJ 2023 • 15:25
Af:
Thomas Kofod-Andersen
læge
Åkirkeby lægehus
SYNSPUNKT | ABONNENT
9. MAJ 2023 • 15:25

Vi har med undren set vores faglige organisation gå med til et krav om tilbagebetaling, for vi har jo lavet arbejdet.

I marts 2020 blev Danmark ramt af en pandemi. Nogle kan måske huske det endnu? Sundhedsvæsnet gik fra en 'det går nok'-holdning til 'vild panik' i løbet af få måneder. I almen praksis betød det, at den daglige rutine blev afløst af daglige morgenmøder med gennemgang af 30 siders nye retningslinjer for klinikdrift og patientkontakt. En kaotisk og stressende tid for alle.

I sundhedsvæsnet skal der altid være en modtager af et prøvesvar. Derfor gik alle prøvesvar på coronaprøver til almen praksis, selvom almen praksis ikke havde bestilt prøverne. Almen praksis gav flere gange forgæves udtryk for, at de mange 100 daglige prøvesvar forstyrrede arbejdet og krævede mange timer at sortere i. Ethvert prøvesvar, som tilløber almen praksis, skal håndteres af lægehuset. Det dikterer lovgivningen. Almen praksis bad derfor regionerne om penge til denne ikke ubetydelige opgave, og derved blev ydelse 4484 skabt. Almen praksis ønskede ikke denne opgave og mente, den fint kunne placeres et andet sted. Men teknisk var det ikke muligt at sende prøvesvarene andre steder hen end til almen praksis.

Selve teksten til ydelse 4484 lyder: "..honoraret for svarafgivelse på e-mail til patienter med negativt prøvesvar, hvor det er fagligt indiceret afregnes med ydelseskode 4484"...

Så hvad er fagligt indiceret? Det er her uenigheden opstår. I begyndelsen af pandemien var der ikke andre muligheder for at se coronaprøvesvaret end at kontakte egen læge. Det gjorde mange, hvilket resulterede i lange køer ved telefonen, talrige mails og risiko for virkeligt syge ikke kunne komme igennem. Efterhånden som patienterne kunne tilgå coronaprøvesvaret på andre måder, ændrede brugen af 4484 sig. Der blev ikke sendt mails ud til mange med negativt coronaprøvesvar, men i stedet kun til særligt udvalgte. Typisk svage og ældre i risikogruppen for corona. Herunder blandt andet de institutioner og plejehjem lægehuset varetager, hvilke udgør et ikke ubetydeligt antal patienter. Vi har løbende været i dialog med Region Hovedstaden herom. Så sent som 7 januar 2022, hvor vi (igen) gjorde opmærksom på, at vi havde mange mails til/fra netop disse institutioner, som testede to gange ugentligt og som ikke kunne tilgå svarene selv. Det gjorde naturligt, at vi lå højt i antal mails. Regionen meldte retur, at der ikke var andre muligheder, og det måtte være proceduren.

Vi har siden modtaget et krav om tilbagebetaling ligesom de fleste andre af landets lægeklinikker. Vi har med undren set vores faglige organisation gå med til dette betalingskrav. For vi har jo lavet arbejdet. Gennemgået de mange tusinde coronaprøvesvar. Slået patienten op, vurderet om netop denne patient kunne have behov for et svar på mail med baggrund i kendskab til sygehistorie mv. Vi har dagligt svaret de institutioner, vi betjener, så de har kunnet afisolere borgerne hurtigst muligt, når coronaprøvesvaret var negativt. Vi forundres af to årsager. For det første, fordi vi har udført et stykke arbejde, ingen andre kunne i perioden. Et arbejde vi blev afkrævet af regionen at udføre, og hvis honoraraftale vi løbende orienterede regionen om uhensigtsmæssighederne i. For det andet fordi vi ikke kan opfattes som andet end griske, når man fra egen centralorganisationen går med til et generelt tilbagebetalingskrav uden at skele til individuelle forskelle på de enkelte lægehuse. Så de "griske læger" betaler naturligvis tilbage. Ikke modvilligt, men forundrede og noget modløse.