Bornholmske sortbæltedrømme blev til virkelighed

Tidende fulgte fire bornholmere, da de var til sortbæltegraduering på Sjælland.

Langt ude på landet og langt inde i Faksingeskoven, få kilometer fra Præstø, ligger Bosei Idrætshøjskole, hvor alle former for kampsport kan dyrkes på kurser af længere eller kortere varighed. Et halvårskursus koster 50.000 kroner, men så inkluderer det også en kulturrejse med ophold i Japan eller Sydkorea.

Bosei Idrætshøjskole er indrettet i bygninger, der blev opført som tuberkulose-sanatorium i 1908. Fra 1967 til 1987 var det forsorgshjem under Åndssvageforsorgen, og først da stedet derefter blev sat til salg, rykkede idrætten ind. Det skete i 1988, da den japanske taekwondo-mester dr. Shigeyoshi Matsumae under et besøg i Danmark faldt for stedet, efter sigende købte det for et symbolsk beløb og for et meget stort millionbeløb indrettede en dansk afdeling af den verdensomspændende Tokai University Boarding School.

Mens skolen var på japanske hænder, blev der indrettet flere træningssale, såkaldte dojos, ligesom der blev opført en idrætshal og en svævende svømmesal, som også må benyttes af beboerne i lokalområdet.

I 2009 kom stedet igen på danske hænder, nu under navnet Bosei Idrætshøjskole. Selv om dr. Shigeioshi Matsumae var meget fascineret af den grundtvigske højskoletankegang, så er skolen fortsat stærkt japansk præget. Der er et eksotisk drys over stedet med de sirligt klippede buske langs murene, fornemmelsen af pagodetage – og så alligevel ikke, de brede gange uden møblement eller de mange skilte med japanske tegn. Det kan også være det japanske undervisningslokale, hvor de højskolestuderende af forskellige nationaliteter småsludrer over de udleverede opgaver, siddende på puder ved lave borde i det smukke lokale fyldt med tradition.

Mens Bosei-skolen under det japanske ejerskab primært fokuserede på at udvide kendskabet til taekwondo-sporten, så er den i dag åben for alle kampsportsgrene, ligesom trailcentret med det top-ratede mountainbikespor i Faksingeskoven også tiltrækker mange elever. Den ene af de store bygninger indeholder værelser til højskoleeleverne, mens en anden, fuldstændig tilsvarende bygning er indrettet med gæsteværelser. I den kommende tid er det nemlig også skolens plan at udvide kursusaktiviteterne med mere klassiske højskoleaktiviteter af eksempelvis en uges varighed. Også DGI Storstrømmen har til huse på stedet.

Hård fysisk træning

I forrige weekend var det en af de store taekwondo-weekender på Bosei Idrætshøjskole – den halvårlige sortbælte-graduering, hvor 44 deltagere stillede sig til skue for de strenge dommere. Blandt dem også fire bornholmere – 14-årige Alberte Grønbech og Tobias Runge Svendsen samt de to instruktører i Bornholms Taekwondo Klub, 40-årige Jesper U. W. Olsen og 78-årige Lis Borring.

Lørdagen var afsat til hård fysisk træning, mens søndagen var afsat til de afgørende prøver – først den teoretiske del og derefter den tekniske prøve, som deltagerne kun fik lov til at stille op i, hvis de slap helskindede igennem teoriprøven.

– Man plejer at sige, at har man bestået den teoretiske prøve, så består man også den tekniske prøve. I år var der to eller tre, der blev sendt hjem efter den teoretiske prøve, og sådan skal det også være, da deltagerne ikke skal tro, at de bare kan gå op og bestå sådan uden videre. Personligt vil jeg dog aldrig sende nogle af vores medlemmer af sted, hvis jeg ikke er sikker på, at de kan bestå, forklarer den bornholmske taekwondo-guru Lis Borring.

Rykker en klasse op

Alberte Grønbech og Tobias Runge Svendsen bestod begge prøver med glans og blev således udstyret med et rødt og sort bælte, som de skal bære, indtil de fylder 15 år og får lov til at bære deres første sorte bælte.

Og dog. Alberte, der i denne sæson har opnået tre andenpladser i konkurrencer i den store rødbælte-klasse, skal ved de kommende stævner bære det sorte bælte, da hun trods sin alder stiller op i 15/16 års-klassen. Det er altså slut med at konkurrere i rødbælte-klassen.

– Det bliver spændende at se, hvordan hun klarer det. Dels fordi der er mange dygtige piger i sortbælte-klassen, dels fordi Alberte er en af de alleryngste deltagere i klassen. Men det skal nok gå godt. Hun er teknisk meget dygtig, vurderer Jesper U. W. Olsen.

Nej tak til stævner

Mens Alberte Grønbechs navne ofte optræder i Tidendes sportsspalter, fører Tobias Runge Svendsen sig ikke frem i rampelyset. Han har en helt anden tilgang til taekwondo-sporten.

– Jeg holdt op med at deltage i stævner, allerede da jeg havde det blå bælte. Det var bare ikke mig. Når man deltager i stævner, gælder det om at være den bedste og om at vinde, og det har jeg det ikke så godt med. Det strider også lidt mod en af grundreglerne i taekwondo, nemlig at det vigtigste er at kæmpe mod sig selv – mig mod mig og dig mod dig. Men derfor kan det da godt være, at jeg får lyst til at deltage i stævner, når jeg bliver lidt ældre.

– Nu bruger jeg taekwondo til at blive et bedre menneske. Jeg har lært at være at være høflig, at være taknemmelig og at være ydmyg over for andre. På den måde bruger jeg også taekwondoen i min hverdag. Det er regler, jeg aldrig glemmer. Aldrig, understreger den meget veltalende Tobias.

Med den tilgang til sporten kommer det ikke bag på nogen, at Tobias også har let ved at tilegne sig den teoretiske del af gradueringsprøven, mens han begik flere fejl i den tekniske prøve.

Men igen – har man bestået den teoretiske prøve, så består man som regel også den tekniske prøve. Viljen til at udføre øvelserne korrekt tæller lige så meget som alt andet, og derfor bliver der også set gennem fingre med, at der bliver begået enkelte fejl undervejs, forklarer Lis Borring.

Ti timer om ugen

Både Alberte og Tobias fandt lørdagens træning meget hård, men med Albertes ord er det også sundt en gang imellem at møde andre trænere end dem, man har derhjemme.

Som den dygtige tekniker, Alberte er, elsker hun heller ikke den teoretiske prøve. For hende er det bedste ved taekwondosporten stævnerne, hvor hun kan komme ud og måle sig med andre og få nye kammerater.

Men det er også vigtigt at lære nye momenter. Alberte kan alle teknikker, og det ved dommerne på forhånd. Derfor vil de også gerne se hende udføre andet end stævneøvelserne i forbindelse med gradueringsprøven, forklarer Lis Borring.

Alberte Grønbech træner op til fem gange to timer om ugen.

– Men jeg er ikke nørd. Når jeg træner taekwondo, så er det det, der gælder. Ellers forsøger jeg at være ligesom alle andre, når jeg er sammen med mine kammerater, fortæller Alberte Grønbech.

Jesper er nu 6. dan

Jesper U. W. Olsen blev i søndags gradueret til 6. dan og modtog undervejs megen ros af dommerne.

Derfor er der ikke tvivl om, at han nu sigter sortbæltet af 7. dan. Som 6. dan kan han dog første blive gradueret igen om seks år. Til den tid er han 46 år. Teoretisk kan han derefter gå op til 8. dan-graduering som 53-årig

Men det kræver træning, masser af træning. Det var tydeligt at se, at de 60-65-årige, der var oppe til graduering denne gang, begynder at få problemer med teknikken.

Meget længere end 7. dan er det derfor også svært at nå på 10 trins-skalaen i Danmark. Og på verdensplan er det også meget få af de japanske og koreanske taekwondo-mestre, der når længere end til 9. dan. Det kræver ikke bare en exceptionel teknisk kunnen, men det kræver også, at man påbegynder gradueringsforløbet i en meget tidlig alder.

Nogle 7. dan-udøvere har en rød streg i det sorte bælte, men det er en påskønnelse for en ekstraordinær indsats, som man kun har i Danmark, fortæller Jesper U. W. Olsen