De to nye undervisere er startet i en anderledes tid, hvor mødet med deres nye kolleger på Københavns Professionshøjskole og deres studerende må foregå online det første lange stykke tid.
– Det er jo lidt mere kaotisk, end jeg lige havde håbet på. Jeg er ked af, at det er online, jeg første gang møder de studerende, og jeg glæder mig til at få lov at møde dem fysisk på et tidspunkt, men sådan er vilkårene jo lige nu, siger Susanne Nørgaard.
For Stig Haslund, der også er praktikkoordinator, giver det nogle udfordringer i forhold til de studerendes kommende praktikperiode.
– Det ser ud til, at de studerende kommer til at komme i praktik online. Vi kan desværre ikke flytte rundt på det, for så vil det gå udover de fag, de skal have bagefter. Det er ikke helt optimalt, men vi må forsøge at klæde dem så godt på som muligt, siger han.
De lærerstuderendes næste semester starter i februar. Hvis nedlukningen forlænges, går der endnu noget tid før de kan møde deres nye undervisere ansigt til ansigt.