Forberedelserne til hurtigfærgen Express 5's indtog på Bornholm er i gang, og ifølge Molslinjen er der brug for mere plads til biler, der venter på at komme med færgen i Rønne. Forklaringen er, at der er plads til 50 ekstra biler ombord sammenlignet med Express 1, og på den baggrund har Molslinjen fremsat et ønske om udvidelse af det nuværende opmarchareal i Rønne samt udarbejdet fire scenarier for, hvordan det kan ske.
Ifølge rederiet er der brug for 200 ekstra pladser, så de ventende biler kan deles op i for eksempel høj bil, handicap og elbil. Det regnestykke forstår man hverken i Trafikkontaktrådet eller i Bornholms Passagerforening.
– Jeg er på ingen måde ekspert, men når jeg kigger på forholdene på Rønne Havn, undrer jeg mig over, at man har brug for hele 200 ekstra pladser. Vi har tidligere haft et færgeselskab, der har haft lige så stor kapacitet på færgen, og da var det ikke på samme måde et problem, siger passagerforeningens formand, Ann Hartl.
Dermed er hun på linje med Trafikkontaktrådet som helhed. På rådets seneste møde var der bred undren over, at 50 ekstra biler skal udløse så store ændringer, som der er skitseret i Molslinjens fire scenarier, fremgår det af referatet.