– Jeg synes, det er et spændende tiltag, og jeg mener, at shelters belaster naturen lige så meget, når de er i jordbunden, som når de er i trætoppene. Jeg glæder mig til at høre høringssvar, og jeg synes, det er et godt tiltag, som kræver, at vi behandler det, sagde Kirsten Wendell, som tilsluttede sig den ene halvdel af S, som bakkede op om forslaget.
– Vi har masser af steder, hvor folk kan overnatte. Jeg synes ikke, vi behøver at sove i trætoppe, vi skal bevare balancen i naturen, sagde Erik Lund Hansen, som tilsluttede sig den anden halvdel af partiet, som så mere negativt på forslaget.
– Jeg er åben for indtægter til Bornholm og hilser nye tiltag velkomment. Men når man vil gå så vidt at ødelægge natur på Bornholm, så vil jeg ikke stemme for det, sagde Jonna Nielsen og tilføjede:
– Vi skal værne om vores natur og skovområder og huske, at det er derfor, at Bornholm er så unikt. Trætophytter hører til i junglen, og dem laver man for at passe på sig selv og sit liv for løver og elefanter.
Trods kritikken så valgte et flertal i kommunalbestyrelsen at sende forslaget i otte ugers høring. Tre socialdemokrater samt SF og Enhedslisten stemte imod.