Mange vil nok tænke, at Bornholm har så meget natur, at det er lige meget, om vi tager en bid af den for at bygge trætophytter og styrke økonomien. Men vi ligger faktisk helt nede på 25. plads på det såkaldte Naturkapitalindeks fra 2020, som udarbejdes af forskere fra Aarhus Universitet og måler, hvor meget natur der er i danske kommuner, og hvilken værdi naturen har for rødlistede arter. Kysterne, Almindingen, Paradisbakkerne, Rød Plantage, Rutsker Højlyng og Slotslyngen rummer ikke uventet mest natur, men naturtyperne enge, overdrev, heder, søer og moser, der er naturlige levesteder for mange af de sårbare arter, er relativt dårlig repræsenteret, og de er heller ikke af topkvalitet. Højmoser, som har en fantastisk evne til at lagre kulstof, er helt forsvundet på Bornholm, og det tager hundredevis af år at genskabe dem, hvis det overhovedet er muligt.
De gode naturområder ligger ofte meget spredt og er dårligt forbundet med hinanden, og det gør, at arterne har få muligheder for at sprede sig og etablere nye bestande. Det er derfor ikke tilstrækkeligt at beskytte de naturområder, der er fredet eller omfattes af love og EU-direktiver, men vi bør også værne om de områder, der befinder sig tæt på og mellem de beskyttede arealer.
Arealneutralitet
En måde at sikre de naturområder, som ikke er underlagt særlig beskyttelse, er at indføre et princip om såkaldt arealneutralitet. Mens det mere kendte begreb kulstofneutralitet handler om, at vores udslip af CO2 ikke skal være større, end at naturen klarer at optage det, drejer arealneutralitet sig om, at vi skal have et netto nul-tab af natur. Dette kan blandt andet gøres ved at man vælger at bygge på arealer, der allerede er forringet på grund af bebyggelse og produktion, for eksempel ved at fortætte eller genbruge arealer. Arealneutralitet betyder ikke, at vi skal stoppe med erhvervsudvikling og boligbygning, vi skal bare gøre det på en smart og bæredygtig måde.