Bâgsian: Âlijna

I dag retter vi fokus mod Allinge med et digt af Christian Stub-Jørgensens (1897–1988).

Christian Stub-Jørgensen stammede selv fra Allinge, men boede langt størstedelen af livet uden for Bornholm. Interessen for Bornholm og alt bornholmsk varede dog ved hele livet, og mon ikke kærligheden til hjemøen blot forstærkedes af, at han levede det meste af livet udenøs. Som tidligere nævnt her på Bâgsian skulle det også være grunden til, at han aldrig vendte hjem.

Han turde simpelthen ikke, fordi han indså, at det “gamle” Bornholm, han som ung forlod, naturligvis ikke var det samme som det Bornholm, han som gammel ville flytte tilbage til.

Digtets retstavning er tilpasset praksis ved Bornholmsk Ordbog.

Âlijna

Dær liggjer ejn by ver ejn blæzenes strân,

vår sjöna di skvalpa mod kløpper å sân.

Å gâdan e krågu å huzen e små,

mæn tailtâgen lyza så hæjllut ijndå,

å huzen di liggja å lyes mod sjöjn,

som sjunger for böjn.

Dær serlar ejn bækkj, å dær sjunger en å,

å blomstarna vâusa på kløpparna grå,

å starrana floita i âvijl å hyjll

så hâuse som kløpparna slæppa sin kjyjll,

å sjijnnara sidda på blomstarnes stol

i blârenes sol.

Om sommarijn kommer lid sent på dæjn len,

så trækkjer dæjn blomster å kløppa å sten.

Å græzed står grönt omkræjnn gjâre å gâul,

så almer å aska e fujlla å fâul,

som sjunga å hoppa mæl kvista å blâ

så nætta å glâ.

Mæn morkjnijnen fajler om hækkja å træ,

å fâulana taia å kriva i læ.

Di nuna i læwed mod awtan å natt,

å jylkattijn pâzlar i boska å kratt,

å stjærnarna blyjnkja – di vâga dæjn stujnn,

a böjn e i blujnn.

Så stille går sommarijn âuer te höst,

å sjöjn grommar te, å de blæzer frå öst,

å almarna møsta ijænn sina blâ,

å svâler å starra di reza astâ,

mæns mågarna skræja om kløpper å sjær

mod ustogga vær.

Mæn jâ drâu astâ forrijn sommar va gåd,

å hawajn va vissijn å sânstrân va våd.

Å stormijn, som floier i hastenes traw,

får bæra mit bodd som ejn fâul âuer haw,

får bæra mit bodd te mijn jimmby å sai:

Jâ lajntar mod dai.

Afslutningsvis er der plads til at omtale et særligt ord, som er forbundet med Allinge, nemlig ‘ejn Âlijnapozza’. Den beskrives på følgende vis i Bornholmsk Ordbog:

En sæk, hvori “skibroerne” (kadrejerne) fra Allinge i tidligere tid tiltuskede sig korn (rug) fra de forbisejlende kornskuder. Denne sæk var indrettet således, at den i tom tilstand fyldte meget lidt, men når den fyldtes optog den hele bådens rum. Når nu skibroerne handlede med kornskibene, blev der gerne først drukket en del og skibroerne sluttede så den handel, at de for deres varer skulle have posen fyldt med korn fra lasten, og viste den sammenrullede tilsyneladende så uskyldige lille pose frem. Enten havde skibroeren den i hånden, når han kom ombord, eller hvis handelen foregik fra båden, blev den stukket ombord på en lang stang. Når posen skulle fyldes, blev den gerne bragt ned i båden og holdt åben af skibroerne, mens et par af skibsmandskabet fra lasten øste den fuld af korn. Under påfyldningen udvidede den sig så mere og mere, og når den endelig var fuld, var båden fuldlastet. Det var jo en noget større betaling end skipperen havde tænkt sig, da han gik ind på handelen.

Ordsprogsvis siges ‘Âlijnapozzajn’ at være uden bund, og en sæk som er uden bund (er åben forneden), kan derfor kaldes ‘ejn Âlijnapozza’, da den jo er umulig at fylde. – Endvidere bruges betegnelsen ‘Âlijnapozza’ om en tilsyneladende lille pose eller sæk, der rummer uventet meget: “ded e mænn ejn lidijn Âlijnapozza”, sâ majn, hajn komm me ejn stor sækkj.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk