– Jeg har lørdag aften rakt ud til Molslinjens administrerende direktør, og han har overfor mig udtalt, at det naturligvis ikke er godt, at den slags diskuteres i medierne. Han har også sagt til mig, at det ikke er Molslinjen som virksomhed, der er gået ud i medierne. Det er derimod nogle medarbejdere som privatpersoner. Det understreger bare for mig, at det her ikke er særlig godt. Vi bliver nødt til at have en åben og ærlig ligefrem dialog, hvis der er udfordringer. Vi har nogle fora sat op, hvor vi tager de snakke. Det skal vi blive ved med, og det forventer jeg også, at Molslinjen er indstillet på, siger administrerende direktør i Rønne Havn, Lars Nordahl.
Ingen andre kritiserer
Du siger nu, at denne her kritik kommer fra privatpersoner. Jesper Maack, der er kommunikationschef i Bornholmslinjen, udtaler til citat, at: ”Vi har gentagne gange påpeget, at udvidelsen af havnen ville gøre arbejdet vanskeligere for vores kaptajner. Erfaringerne viser, at anløbet nu kræver større præcision, selv under moderate vindstyrker. Vi er i løbende dialog med myndighederne om mulige forbedringer.” Hvordan kan det være, at du kalder det for en privat udtalelse?
– Det er ikke mig, der gør det. Det er Molslinjens administrerende direktør, som jeg citerede for at have sagt det til mig i går. Så lad os lige slå fast, at det er Molslinjen, der har sagt, at det her er medarbejdere som privatpersoner. Når vi kommer de udtalelser, er det også noget, Maack har været fremme med tidligere, og hvor vi også har gået ud og tilbagevist dem. Netop fordi, vi har gennemført de her besejlingssimulationer. Også af den færdige havn.