"Ændringerne i havnens design har betydet, at færgerne har skullet sejle meget hurtigt for at overholde sejltiderne på 80 minutter, og det har resulteret i et øget forbrug af brændstof på hver tur på små 10 procent. Det er ikke holdbart set i forhold til klima, og det er en meget stor ekstra udgift for rederiet," lød det fra Molslinjens administrerende direktør, Kristian Durhuus, sidste mandag i en pressemeddelelse.
Men der er flere årsager til, at rederiets tre repræsentanter ikke fik overbevist trafikkontaktrådet, fortæller Jacob Trøst.
– Dels er der den her korte tid i land, som giver kortere tid til at få biler ind og ud af færgen – det giver et problem blandt andet for vores ambulancer, der kører patienter til og fra Bornholm. Det giver også et problem i højsæsonen med overhovedet at nå det, så vi vurderer, det vil give flere forsinkelser i færgetrafikken og dermed dårligere forbindelse til Bornholm.
Bornholmslinjen har i sin anmodning anført, at man ville bevare de kendte afgangstidspunkter, som er minuttal .30, men i stedet ankomme ti minutter senere. Det vil medføre, at færgen kun vil have 30 minutter til både at laste og losse bilerne i hver havn. Og det senere ankomsttidspunkt skaber her et andet problem, lyder det fra Jacob Trøst: